Mazda MX-5 brugttest
© Bil Magasinet

Brugttest: Kør sommeren i møde med vind i håret

"Sidelæns ankommer vi på liften hos synsværkstedet, hvor den lille bil ryger i vejret. Bunden afslører, at den røde djævel allerede har haft sit indtog. Rusten pibler frem over det hele!"

13. april 2018 af Anders Richter

Det er snart sommer. Tid til badesandaler og solbriller. Tid til MX-5. Den perfekte bil at køre sommeren i møde med. Vægten viser 1.100 kg, effekten 160 hk. Japanerne har skruet, fiflet og ændret modellen, lige siden den kom frem i 1989, og den står i dag lige så stærkt som dengang.

Du sidder med strakte ben og røven i asfalten. Styretøjet er tungt og direkte, mens den lille firecylindrede motor tager imod ordrer fra din højrefod. Smid kluden og tag kørehuen på, mens dine medtrafikanter glor. For selv om en MX-5’er ikke koster mere end en typisk mellemklassebil, så drager den blikke til sig. Led efter noget øde, snoet asfalt, og dér vil du finde ud af, hvorfor MX-5 er blevet kult.

Mazda MX-5 brugttest interiør

Interiør og eksteriør

Er du tæt på de to meter, kan det knibe med pladsen, når taget er på. Kvaliteten indeni er god, og selvom testbilen havde 69.000 km på tælleren, var der ingen spor af slitage

© Bil Magasinet
Mazda MX-5 brugttest motor

Motor og transmission

Både 1,8’eren og testbilens 2,0-liters motor er gennem­prøvede og går sjældent i stykker. Knastakslerne er kædetrukne, så udskiftning af tandrem skal du ikke tænke på

© Bil Magasinet

Men for at forstå idéen bag MX-5 skal vi faktisk så langt væk fra Japan som muligt, nærmere bestemt til England. I 60’erne og 70’erne rullede den ene model efter den anden ud af de britiske fabriksporte. MGB, Austin-Healey Sprite, Lotus Elan osv. 

Alle sammen med ét til fælles. Motoren på langs foran, gearkasse i midten, træk på baghjulene og et tag af lærred. Men det gik ned ad bakke for den britiske bil­industri, og modellerne røg hurtigt i glemme­bogen. Lige indtil næsten tyve år senere på den anden side af ­kloden hos Mazda. Designet til MX-5 blev til under slag­ordene: ”Jinba ittai”, som betyder noget i retning af, at rytter bliver ét med sin hest. Den lange, spidse front og de små popup-­lygter viser tydeligt, at de har haft de britiske historiebøger fremme til inspiration. 

Men vigtigst af alt er, at bilen blev en succes lige fra dag ét. Siden er over 900.000 MX-5’ere rullet ud fra forhandlere ­ verden over.

Ventilationsanlægget sender varme ned mod mine kolde fødder, mens sceneriet glider forbi gennem brillerne. Den lille gearstang glider op og ned i kanalerne med en tung, japansk præcision.

Du mærker med det samme, at bilen er fjerlet og har en perfekt vægtfordeling. Det er simpelthen en nydelse at udnytte alle de 160 hestekræfter og smide de 1.100 kg gennem alt, hvad du kan finde af hårnålesving. Der er en slags ”back to basic” over MX-5. Lidt ligesom de gamle englændere. Det handler om at køre og gøre det på den sjovest mulige måde. 

Mazda MX-5 brugttest undervogn

Sikkerhed og rust

Der er ingen rustbeskyttelse overhovedet fra fabrikken, og har bilen smagt på den danske vinter, er de røde bobler der allerede. Så få beskyttet undervogn og hulrum

© Bil Magasinet
Mazda MX-5 brugttest sikkerhed

Undervogn

De originale dæk kan i nogle tilfælde være stive, og det ødelægger den gode køredynamik. Et sæt nye af ordentlig kvalitet klarer problemet med det samme

© Bil Magasinet

Sidelæns ankommer vi på liften hos synsværkstedet, hvor den lille bil ryger i vejret. Bunden afslører, at den røde djævel allerede har haft sit indtog. Rusten pibler frem over det hele. Det er ikke alvorligt endnu, men har du tænkt dig at beholde din MX-5 længe, bør du få den behandlet, også selv om du kun kører sommerture i vognen. I samme ombæring er det også vigtigt at nævne plastik-sidepanelerne, som kan skrabe mod metallet og derfor skabe en rustfælde. Testbilen har 69.000 km på tælleren, men udover undervognen viser den det kun på fælgene, hvor malingen bobler lidt.

De fleste MX-5’ere bliver købt som hygge- og fritidsbiler og bærer derfor præg af at være blevet passet på. Mange ejere vælger at gøre bilerne personlige med andre fælge, undervogn, motordele osv. Medmindre du skal ud at køre på bane, er det sikreste at købe en MX-5, der står så standard som muligt. Motor og drivline er gennemarbejdet og volder ingen problemer. Servicepriserne er rimelige med 3.300 kr. for et lille og 4.300 kr. for et stort eftersyn hos Ebbe Elmer Biler i Lyngby. Begge priser er inklusiv bremseadskillelse. Service skal laves hvert år eller for hver 20.000 km.

Mazda MX-5 brugttest forfra

Selv om 1980’er-klaplygterne er væk, ses slægtskabet til den første model stadig

© Bil Magasinet

FOR & IMOD

FOR... Uforfalsket køreglæde, fantastiske køreegenskaber, billig i drift, ­klassisk design

IMOD... Høje brugtpriser, manglende undervognsbeskyttelse, snævert udvalg af brugte

Mazda MX-5 brugttest fra siden

Formen er klassisk, men skærmkasserne er blevet noget mere velvoksne

© Bil Magasinet
Mazda MX-5 brugttest bagfra

Hvad enten du køber 1,8’eren eller den store 2,0, får du udstødning i hver side

© Bil Magasinet

Tøjtaget er idiotsikkert, og rammen er af god kvalitet. Selve stoffet har en levetid på cirka 10 år afhængig af vind, vejr og pleje. Det koster ca. 12.000 kr. at udskifte. Hvis du vil passe på dit tag, er det vigtigt, at det er helt tørt, før du folder det sammen, og du bør med jævne ­mellemrum tjekke, at drænings­kanalerne ikke er stoppet til. Hvis du har tænkt dig at bruge vognen hele året, kan du i stedet overveje Roadster Coupé-versionen med fast folde­tag. Hvis budgettet ikke helt rækker til de 300-350.000 kr., som en spritny MX-5 koster, kan du finde den første generation med vippelygter helt ned til 60.000 kr. for et nogenlunde eksemplar med et højt kilometertal.

Meget få biler opnår klassikerstatus, nærmest inden de har forladt samlebåndet, men MX-5 er én af dem.  

Mazda MX-5

Motor R4, 1.999 cm³, 16V

Ydelse 160 hk ved 6.700 o/min

188 Nm ved 5.000 o/min

0-100 km/t 7,9 sek.

Topfart 210 km/t

Forbrug EU-miks 13,0 km/l

Årlig ejerafgift 3.500 kr.

Mål (L/B/H) 400/172/125 cm

Vægt/last/påhæng 1.155/190/0 kg

Bagagerum 150 liter

Reservedelsprisindeks 141

Måske er du interesseret i...