elbil xpeng p5

Direktør Jens Olsen fra Xpeng Motors vil offentliggøre de danske priser på Xpeng P5 samtidig med de norske, svenske og hollandske sidst i april. Xpengs første model i Danmark kører med 66 kWh batteri og har en rækkevidde i blandet kørsel på 465 km (WLTP).

© S. Bachmann

Nyt kinesisk bilmærke i Danmark: Her er Xpeng og deres første to modeller

Xpeng Motors blev i dag lanceret som nyt bilmærke i Danmark samtidig med åbningen af et showroom i København. Her kan man se og røre ved deres første to modeller

8. juni 2022 af Steen Bachmann

Virksomheden Xpeng Motors blev grundlagt i 2014 og begyndte at producere elbiler i 2018. De blev lanceret i Europa i 2020 med Norge som det første marked og er nu officielt etableret i Danmark med i første omgang en eldrevet sedan. 

Xpeng betragter sig selv som et tech-firma, der også producerer biler. I Californien forsker et datterselskab i førerløse biler, og i Kina satser man blandt andet på robotter og mindre flyvende fartøjer.

“Der er en markant forskel fra at bygge bilen først og så tilpasse softwaren til den, og så gøre som os, nemlig at bygge softwaren først og tilpasse bilen til den. Sagt på en anden måde, så er hele tech-aspektet kernen i vores produkter. Vi vil være mere end en bilproducent; vi vil være pionerer, der udforsker fremtidens transportløsninger. Derfor udvikler vi også flyvende biler og robotteknologi,” siger den danske direktør for Xpeng, Jens Olsen, til Bil Magasinet.

Danske kunder skal møde Xpeng i 2022

Xpeng har ikke specifikke mål i form af solgte antal biler endnu, men ambitionen i 2022 er, at danske kunder får mulighed for at lære dem og deres produkter at kende. 

I første omgang åbner lørdag 9. april 2022 et showroom i Axel Towers ved Tivoli i København , hvor det vil være muligt at se og prøve den første model.

elbil xpeng p5

Xpeng P5 er den første model fra det nye mærke i Danmark. Biler bestilt i april kan leveres til oktober. Prisen er endnu ikke oplyst.

© S. Bachmann

Xpeng P5 er første model

Den første model hedder P5 og har et 66 kWh batteri, en elmotor på forakslen med 211 hk, forhjulstræk, 0-100 km/t på 7,5 sek. og en rækkevidde på 465 km.

Batteriet kan lades hjemme med 11 kW og ude med 70 kW, hvilket uden sammenligning vil gøre P5 til den langsomst ladende bil i dens klasse. Det kan være ligemeget, hvis man lader hjemme, men i lynlader vil P5 tage længere tid om at lade end konkurrenterne.

Vindmodstandskoefficienten er med 0,223 en af de laveste i klassen.

Kabinen har 12,3" digitale instrumenter og en 15,3" skærm i midten. Xpeng fremstiller selv hardware og software med fokus på hurtig processorkraft og nem betjening. 

Xpeng P5 er født med fuld sikkerhedspakke med radar, ultralydsensorer og kameraer, og det eneste man foreløbig kan tilkøbe som ekstraudstyr er metallak.

Læs også: Første elbil fra Toyota's nye undermærke

elbil xpeng p5

Xpeng P5 er født med 5 radarer, 12 ultralydssensorer, 13 kameraer og 360-graders kamera med visning af bilen og forhindringer i omgivelserne ovenfra. Bilen kan fjernstyres fra kabinen eller uden for bilen under parkering via Xpeng's app.

© S. Bachmann

Xpeng er ikke kun et bilfirma

I 2022 forventer vi, at op mod fem nye kinesiske bilmærker vil blive lanceret i Danmark. Hvordan vil Xpeng adskille sig?

“I modsætning til andre kinesiske producenter af elbiler er Xpeng ikke kun et bilfirma, men snarere en teknologivirksomhed, der tilbyder intelligente mobilitetsoplevelser. Vi bestræber os på at tilbyde teknologiløsninger, der er indlejret i alle aspekter af vores køretøjer, og ikke blot et køretøj, der indeholder en begrænset række teknologiske funktioner.”

Hvordan positionerer den første model P5 sig selv i markedet?

“Xpeng P5-modellen henvender sig til kunder, der er interesserede i biler. Som et nyt mærke på det danske marked med fokus på intelligent software vil vi gerne tiltrække nysgerrige og åbensindede kunder, der er på udkig efter noget nyt og anderledes. Vores egenudviklede og delvist selvkørende teknologi er standard i alle vores biler, og desuden tilbyder vi en anderledes måde at betjene bilen på, end de fleste er vant til: Du kan betjene den via skærmen i bilen, via stemmekommandoer og fjernbetjent fra vores app.”

Begynder med butik i København

I begyndelsen vil det være muligt at prøve biler fra den første Xpeng Store i København, og på længere sigt er planen at tilbyde danskerne salg og service i både øst og vest.

Det konkurrerende amerikanske bilmærke Fisker Inc., der også lanceres herhjemme i år, har en aftale med en skandinavisk værkstedskæde om at stå for service, klargøring og levering, men Xpeng har endnu ikke meldt ud om deres planer for et lokalt samarbejde.

Elbilen Fisker Ocean kommer til Danmark sidst i 2022 fra 325.000 kr.

elbil xpeng p5

Xpeng P5 fås ikke med anhængertræk. Bilen har 5 år/120.000 km garanti og 8 år/160.000 km på drivline og batteri.

© S. Bachmann

Hvilken indvirkning har manglen på mikrochip på Xpengs nuværende produktion?

“Den globale mangel på mikrochip påvirker uden tvivl hele sektoren. Hos Xpeng har vi forsøgt at overkomme det ved at have forholdsvis agile forsyningskæder. Vi gør en indsats for at have en række alternative leverandører på hånden, og det har medført, at vi kan trække vejret stille og roligt og undgå problemer.”

Trussel mod forsyningskæder

Kan krigen i Ukraine have en indvirkning på den kinesiske bilproduktion?

“Situationen i Ukraine er en potentiel trussel mod de mange globale forsyningskæder. Selv om vi ikke har oplevet nogen større konsekvenser, overvåger vi nøje situationen og de konsekvenser, der er ved at udvikle sig.”

Bil Magasinet bringer snarest en test af Xpeng P5 inklusive rækkevidde, specifikationer og danske priser.

elbil xpeng p7

Xpeng P7 har et langt mere dristigt design end P5. Den er afrundet som et stykke håndsæbe og har former over de bageste skuldre som en GT fra Italien.

© S. Bachmann
elbil xpeng p7

Xpeng P7 forventes til Danmark sidst på året.

elbil xpeng p7

Xpeng P7med saksedøre er udstillet i den nye butik. 

© S. Bachmann
elbil xpeng p7

Den 5-dørs bil har firehjulstræk, 80 kWh batteri og 470 km rækkevidde. Prisen er  ikke oplyst.

elbil xpeng p7
Xpeng P7© S. Bachmann

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...