WEY Cyber Tank 300 kinesisk joke bil
Cyber Tank 300© WEY

Ford Bronco eller Mercedes G-klasse? Hvad med en discountblanding?!

Auto Shanghai 2021 har ikke kun nye Audi'er på menuen: Det kinesiske bilmærke WEY viser en 4x4 inspireret af firehjulstrækkere fra Ford og Mercedes

22. april 2021 af Frederik Hauschildt

Mød Cyber Tank 300

Selv om det lyder som en vittighed, så er navnet på bilen i billedet ovenfor Cyber Tank 300. Den skal sælges under det kinesiske premium-mærke Wey, som er ejet af Great Wall Motors. 

Wey udgav i sommeren 2020 nogle teaser-billeder af bilen, der på daværende tidspunkt hed P01. Billederne udkom 19. juli - Lige i halen på, at udgivelsen af Ford Bronco i USA overbelastede Fords online reservationsside.

Tank 300 har faktisk været i produktion siden 17. december 2020, drevet af en 2,0l turbobenziner med 227 hk og en ottetrins automatgearkasse. 

Til Shanghai Motor Show 2021 har Wey så udgivet en Cyber-variant af Tank 300, og annonceret, at Tank bliver sit eget mærke. Hvorvidt denne nye variant skal drives af samme motor er endnu ikke bekræftet.

WEY Cyber Tank 300 kinesisk joke bil
Cyber Tank 300

Interiøret i Cyber Tank 300 er udført i hvidt læder, hvor der tidligere har været mørkere farvetemaer.

© WEY

Mere Bronco end Bronco?

For uden en forbløffende kraftig motor og en automatgearkasse, har Tank 300 også mulighed for firehjulstræk og hele tre spærredifferentialer. Den Ford Bronco Sport, der ender i Europa, har bare ét spærredifferentiale på bagakslen. Selvom den ligner en Bronco-kopi uden overarme, har Tank 300 altså en opskrift på en potent offroader.

Men hopper du ind i kabinen, er det som om scenen skifter. Det er her, inspirationen fra G-wagen kommer til lys: Her er to 12,3" skærme til både instrumentering og sekundærbetjening, luftdyser i samme design og position som hos Mercedes og et overordnet materialevalg, der på papiret kunne tangere tyskeren.

WEY Cyber Tank 300 kinesisk joke bil
Cyber Tank 300

Konstellationerne af LED-lys i fronten får Cyber Tank 300 til at minde om Bronco.

© WEY

Kører uden om Danmark

WEY har umiddelbart ingen planer om at sende nogle af Tank-bilerne til Danmark. Men i fremtiden kan der være et marked for de kinesiske offroadere i Europa: Great Wall Motors har nemlig tidligere markedsført varebilerne Hover og Steed i Europa.

I Kina har Wey Tank 300 (nedenfor) haft en frapris på omkring 164.000 kr. med kinesiske afgifter. Det inkluderer dog hverken firehjulstræk eller spær, og hvis du vil have alt med, må du af med op mod 300.000 kr. med kinesiske afgifter.

WEY Cyber Tank 300 kinesisk joke bil
WEY Tank 300© WEY

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...