Volvo Care Key
© Volvo Car Denmark

Volvo: Nu ser vores kamera med, når du kører

Volvo'er kommer fremover med en særlig nøgle, der begrænser motorkraften ved udlån, og et kamera, der kan se med. Det skal gøre bilen mere sikker

2. november 2020 af Frederik Hauschildt

Volvo gør, hvad Volvo gør bedst

Volvo har kvast tallene: I Danmark dør årligt 17,5 unge i trafikken, og det er for meget. Udover mangel på sikkerhedssele og spirituskørsel, så er høj fart og uopmærksomhed blandt de faktorer, der er skyld i ulykkerne. 

Og det er her, Volvo tager fat med to nye tiltag: En såkaldt Care Key, og en ny form for sensor, der er rettet mod føreren. Læs med, og få flere detaljer.

Volvo Care Key

Volvo Care Key

© Volvo Car Denmark

Hvad er Volvo Care Key?

Idéen bag Volvos nye Care Key er rimelig simpel: Du får fremover en skrigende orange nøgle med oveni de to normale nøgler, når du køber en Volvo. Den orange nøgle kan så tilpasses fra kørsel til kørsel, når mor låner bilen ud til sin datter. Når den er i kabinen, er bilen så 'børnelåst': De indstillinger, der er sat på nøglen, begrænser nu bilen.

Volvo siger selv, at "hastigheden kan tilpasses føreren og dennes kompetencer." Hvorvidt det betyder, at motoreffekten lempes, eller om der indføres en midlertidig tophastighed, melder historien ingenting om.

Volvo Care Key

En visuel fremstilling af, hvad sensorerne ser

© Volvo Car Denmark

Sensoren kigger på dig, mens du kører

Et andet led i Volvos nye mission kommer i form af to sensorer, men fremfor at være rettet mod trafikken, er de rettet mod dig. Det er nemlig kameraer, der er placeret for at holde øje med dit distraktionsniveau - Altså hvor distraheret, du er mens du kører.

Hvis sensoren registrerer, at du er uopmærksom eller distraheret, reagerer bilen i tre trin:

På første niveau, tændes alle sikkerhedssystemer, bilen er udstyret med. En vognbaneassistent kan skubbe en forvildet kører tilbage på plads, og bevare sikkerheden.

Hvis ikke det får førerens opmærksomhed på kørsel, vil bilen udføre en handling med netop dét som formål. En lyd, en rumlen i rattet eller en besked på displayet.

Hvis føreren stadig er ukoncentreret, skruer Volvo'en bissen på. Det er her, de reelle indgreb begynder: Sikkerhedssystemerne sørger for at få bragt bilen sikkert til standsning. Imens bilen standses, kontakter det indbyggede 'On Call' system alarmcentralen. 

Volvo Care Key

Bemærk placeringen af kamera-sensorer i hhv. højre og venstre hjørne af forruden

© Volvo Car Denmark

Er det en god idé?

Sikkerhedsudstyr er i stigende grad en central del af de biler, der bliver produceret, og har mange gange lige så meget at sige om kørslen, som du selv har. Men en ny undersøgelse viser, at markedet måske lige skal have tid til at synke alt maden.

Når Volvo igen laver et indgreb, der potentielt kan hæve standardniveauet for sikkerhedsudstyr i fremtiden, fristes man måske til at stille spørgsmålstegn ved sikkerheden bag: Er så meget sikkerhedsudstyr i realiteten det sikre valg lige nu?

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...