Ny Le Mans hypercar 2021 Glickenhaus køb


© SGC

Vil du have en Le Mans-klar gadebil? Så er det nu!

Glickenhaus har nyligt åbnet for bestillingsbøgerne: Nu kan du bestille en Le Mans-bil med levering om... to år?!

1. april 2021 af Frederik Hauschildt

Bygger Le Mans-bil til gaden

Mens nogle fabrikanter (herunder Toyota) laver en klar opdeling mellem Le Mans-prototypen og den masseproducerede drivline, der er et krav for deltagelse i FIA-serien World Endurance Championship, har Glickenhaus valgt at gå en helt anden vej.

Glickenhaus bygger nemlig en nær-identisk gadeversion af den bil, der kommer til at køre på blandt andet Circuit de la Sarthe, når denne sæson af langdistanceserien skydes i gang. Ifølge et tweet fra Glickenhaus' egen Instagram-konto, så har gaderæseren 1400 hk, en vægt på 1270 kg og en pris på over 14 mio. kr. Desuden lyder leveringstiden ikke ligefrem travl, og det skal tage to år fra den sidste af de 24 ordre er låst, til at den første Glickenhaus 007S leveres.

Bygget til banen

I tweetet hævder Glickenhaus, at bilen med garanti er mulig at lovliggøre under amerikansk lovgivning. De mener også, at bilen kan være lovlig i resten af verden, herunder også Europa, men det er endnu ubekræftet. Blandt de ting, der skal bekræftes, er en indbygget donkraft, en McLaren F1-lignende tresæders kabine og den samme aerodynamik, som bilen kører med til Le Mans.

Bilen sælges med ét centralt mål: At gøre ræs lettilgængeligt for ejeren. Glickenhaus skriver, at det er et mål med bilen, at den kan køres til banen, køre 100 omgange, og køre hjem på de gadedæk, den ankom på.

Er du interesseret i at følge med i de nye topklasser, der kører WEC? Klik på linket her, og orienter dig på overbliksartiklen.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...