Kan du huske verdens længste bil, som var med i Guinness Rekordbog?

Manden bag "Kitt" fra Knight Rider og DeLorean tidsmaskinen fra "Tilbage til Fremtiden" byggede også en over 30 meter lang limousine. Få den imponerende historie hér!

21. maj 2020 af Søren Juul

Monsterlimousinen med 26 hjul

Alting har det med at være større og vildere i USA. Således også limousinerne, der kom i sin mest ekstreme fortolkning i 1986, da en bilbygger fra Hollywood ved navn Jay Ohrberg forvandlede en 1976 Cadillac Eldorado til "The American Dream", som var en 30,5 meter lang monsterlimousine med 26 hjul. Det var rigeligt til at den blev optaget som værende verdens længste bil i Guinness Rekordbog, skriver amerikanske MotorTrend.

Plads til 75 personer i "The American Dream"

Vi er flere her på redaktionen, der stadig kan huske at læse i bogen om bilen, der var så lang, at den havde et knækled på midten, to chauffører, to motorer, plads til 75 passagerer, minibarer, tv-stuer, lædersofaer, en kingsize vandseng, svømmepøl og en helipad på bagsmækken, der kunne forvandles til en minigolf-bane, når piskeriset var ude at flyve.

Ohrberg, har skabt legendariske filmbiler som David Hasselshoffs KITT fra "Knight Rider" og DeLorean tidsmaskinen fra "Tilbage til fremtiden"-filmene, byggede i sin tid "The American Dream" som et trækplaster til biludstillinger og shows. Siden gik det fede lidt af limousiner, og "The American Dream" røg ud i glemslen. Eftersigende skulle Ohrberg have lejet "drømmebilen" ud til et firma, der brugte den til reklame, men de glemte at aflevere den tilbage, da lejekontrakten udløb, og efterlod bilen til at rådne op ved et pakhus i New Jersey. 

Solgt til bilmuseum i New York

Her dukkede den op omkring 2010 i en sørgelig forfatning og plyndret for inventar og hjul. Siden blev den solgt til bilmuseet Autozeum i New York, der havde planer om at renovere bilen, men projektet strandede på en p-plads på grund af pengemangel.
Direktøren Michael Manning kontaktede i stedet bilmuseet Dezerland i Florida, som nu har overtaget opgaven med at bringe verdens længste bil tilbage i topform. 

Som du kan se i denne video fra 2013, venter der en gigantisk opgave med vinkelsliber, plastic padding og svejseværk før "The American Dream" igen kan sætte gang i hjulene. Ifølge hjemmesiden Motor1.com gik folkene hos Dezerland dog igang med pladearbejdet sidste sommer – og er næsten færdige med karrosseriet. Vi håber snart at kunne bringe mere nyt om den grotesk lange kultbil, der gør verden til et mindre kedeligt sted. 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...