
Morris Minor Pick-up - 149.800 kr.
Det må forventes, at en varevogn lider et værditab, når først den triller fra forhandleren og ud til sin første, hårde arbejdsdag. Det samme kan man ikke sige om en Morris 1000, for dem bliver der bestemt ikke flere af.
Her er det store restaureringsarbejde sågar gjort, og derfor står dette eksempler i særdeles flot stand. Når sliddelene på et tidspunkt skal skiftes, vil nye stumper være forholdvist lette at skaffe. Eftersom der stadig er mange veteraner fra BMC (British Motor Corporation) kørende på de danske veje, er reservedele let tilgængelige.
Motoren er en 1000cc fra Austin's A-serie, og skulle du på et tidspunkt få brug for en "ny", så vil det ikke været et problem. Motoren var nemlig i produktion i næsten halvtreds år, hvor den hovedsageligt sad i Mini'er.
Bilen var populær som postbil i Storbritannien, men denne her har alle dage været på danske plader. Eksemplaret er fra 1972, som er en af de sidste årgange, da BMC stoppede produktionen året efter. Pick-up udgaven af Morris Minor nåede at være i produktion i 20 år.

Ford Ecoline - 135.000 kr.
Uanset hvad du kan finde på at bruge en Ecoline Super Van til, så kommer du til at ligne en hård negl. Det er i særdeleshed sandt med dette eksemplar, der trods nedslibning og polering stadig står i sin originale Boxwood Green lak. Efter at have stået i en lade i 35 år, er Ecoline omsider køreklar og tilbage på vejene.
Ejeren har ladet den stå med sin patina fra tiden i laden, men den har dog fået en større mekanisk renovering.
Eksemplaret her er fra anden generation af Ford E-series, der kom med en seks- eller ottecylindret motor. Her er der tale om en V8 på 4,9 liter kombineret med Ford's første, hyppigt brugte automatgearkasse med det opmuntrende navn cruise-o-matic.

VW T2 Pick-up - 169.900 kr.
Bilen her illustrerer fint, hvor stor popularitet de gamle "rugbrød" har fået. Det store VW-logo på fronten påpeger da også det tætte slægtskab med den nye ID.Buzz Cargo.
170.000 kr. er den sat til, og for de penge får du ikke en T2 i flot stand. Det rækker til en tidligere varevogn kørt af Civilforsvaret på Bornholm, der er blevet malet over med en malerrulle.
Ej heller står den originalt rent mekanisk, for der sidder en motor i, som sælger ikke er bekendt med. Angiveligt skulle den være hurtig, men foretrækker du T2'eren i sin originale stand, så ligger den originale motor og gearkasse på ladet.
Du skal dog ikke bekymre dig alt for meget om det mekaniske, hvis du er ligeglad med originalitet. Bilen holder nemlig syn til 2025, og det giver alligevel et par år uden synsbekymringer.
Selv når en VW T2 er plastret ind med en malerrulle og har fået en ukurant drivlinje, så mister den ikke sin charme. Er du mere til den nye af slagsen, så kan du læse om ID.Buzz her.
Artiklen er produceret i samarbejde med Biltorvet
Det er redaktionen på Bil Magasinet, der har udvalgt bilerne i artiklen. Annoncerne er alle fra Biltorvet.