Vanvittig prisudvikling på japanske youngtimere

Hvis du skal have fingrene i nærmest hvilken som helst af de hurtige japanere fra 1990'erne, så skal du både skynde og grave dybt i lommerne

1. maj 2021 af Emma Steensen

Rekorddyr Nissan

Nissan R34 GT-R er en bil, som kan få de fleste op af stolene. Hvis man lægger det faktum, at eksemplaret på billedet ovenover kun har kørt sølle 10 km i hele dens levetid, så har man en rigtig spændende cocktail. 

Udover det meget begrænsede kilometertal, er der desuden tale om en V-Spec II Nür model af netop den legendariske R34 GT-R. 

Den ser godt ud, den har kørt imponerende få kilometer og så forventes dette exceptionelle eksemplar at kunne indbringe i omegnen af en halv million dollar, svarende til over 3 millioner danske kroner uden afgifter. 

Flere vilde priser

Den voldsomt prissatte Nissan R34 GT-R er ikke den eneste japaner, der i disse dage har kostet rigtige knaster. I samme kategori findes eksempelvis et tilfælde hvor en Subaru Impreza B22 blev solgt for 312.555 dollar, som svarer til knap 2 millioner danske kroner. 

En anden bil som stiger vildt i værdi for tiden er Toyota Supra. Den nærmest sagnomspundne og eftertragtede model er svært tilgængelig, hvis ikke man har en velforet kistebund. For to år siden blev netop en 1994 Supra solgt for 173.600 dollar. Det er altså lidt over 1 million danske kroner. 

De er alle sammen uden tvivl fantastiske biler, med tilsvarende fantastiske prisskilte, men der findes en meget naturlig forklaring på, hvorfor priserne begynder at forsvinde ind i himlen. 

25-års-reglen

Den bunder i et forbud i USA om at importere biler, der er yngre end 25 år. Nu er mange af bilerne fra den vilde periode i 1990'erne ved at runde de 25 og derfor bliver disse biler mere og mere eftertragtede. 

Der er i forvejen ikke produceret mange eksemplarer og nu tyder det altså på, at rige amerikanere begynder at hamstre japanske vildheste.  

I Danmark har vi ikke nogen 25-års-regel, der forhindrer os i at tage de japanske skønheder hjem, og det bliver måske også løsningen, hvis man vil erhverve sig et eksemplar. 

Der er nemlig langt imellem de helt rigtige modeller herhjemme og når de dukker op, så er prisen da også til den halvpebrede side. 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...