© Gjensidige Forsikring

Vær ekstra opmærksom bag rattet: Stor stigning i hjortepåkørsler i maj

En ny undersøgelse viser, at hver fjerde danske bilist har påkørt en hjort eller dådyr. Her er, hvad du gør, hvis det uheldige sker

7. maj 2019 af Bil Magasinet


Maj måned markerer starten på højsæsonen for påkørsler af hjorte og dådyr i trafikken, og det er noget en stor del af de danske bilister har været ude for.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

Her svarer 19 procent af de adspurgte, at de har oplevet at påkøre en hjort eller dådyr, mens 17 procent siger, de har været tæt på at ende i en påkørsel.

Sidste år blev Dyrenes Beskyttelse kontaktet 1.087 gange i maj måned, efter at en bilist havde påkørt en hjort eller dådyr, hvilket var omkring dobbelt så ofte som de foregående måneder.

Tallet for hele året lyder på 10.445 anmeldelser om påkørsler mod 8.653 året forinden. Det er en stigning på hele 20 procent.

Følg simple råd og undgå uheld

Og derfor bør man som bilist være ekstra opmærksom den kommende tid, lyder det fra skadedirektør i Gjensidige Forsikring, Henrik Sagild.

”Det er ikke kun en skræmmende oplevelse for bilisten og dyret, det kan også skabe særdeles farlige situationer i trafikken, når der sker en påkørsel. Og derfor er det en god ide at følge nogle simple råd, så man kan nedsætte risikoen for at ende i et uheld,” lyder det fra Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Han opfordrer i første omgang til at sænke farten og være ekstra opmærksom, hvis man kører i et område med skov i skumringstiden, og at man bevarer overblikket, hvis en påkørsel er uundgåelig.

”Brems hårdt ned og hold fast i rattet og undgå så vidt muligt at lave en undvigemanøvre, da det kan føre til en endnu farligere situation, hvis du så kolliderer med et træ eller en anden bilist,” lyder advarslen fra Henrik Sagild.

Gode råd, hvis du har påkørt et dyr

1. Hvis dyret er dødt, er det vigtigt at fjerne det fra vejbanen. Læg dyret i rabatten eller i grøftekanten, så andre trafikanter ikke påkører dyret eller forsøger at undvige påkørsel af det.

2. Hvis dyret overlever påkørslen og selv er i stand til at løbe væk fra ulykkesstedet, skal du ikke forfølge det.

3. Er dyret dødt, skal Falck kontaktes, men er dyret blot kvæstet og ikke dødt, skal du ringe til Dyrenes Vagtcentral på tlf. 1812.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.