© Rådet for Sikker Trafik

Utroligt: Bilister mangler respekt for skolepatruljer

En fuckfinger og grimme ord fra bilister er desværre en del af hverdagen for de børn, der frivilligt er med i skolepatruljer for at passe på andre i trafikken

5. april 2018 af Bil Magasinet

Uanset om det regner, stormer eller kulden bider, så står elever fra landets skolepatruljer dag efter dag på skolevejene i deres refleksgule veste for at hjælpe alle skolebørn sikkert over vejen og sikkert gennem den ofte hektiske trafik, der er omkring skolerne.

Et klart flertal af eleverne i skolepatruljerne synes, at det er en vigtig opgave de udfører, føler sig gode til det og er trygge ved det. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring blandt 987 skolepatruljeelever i hele landet.

Hver tredje har mødt aggressive bilister

Men undersøgelsen viser også, at hver tredje (33 %) elev i en af landets skolepatruljer har inden for det sidste år oplevet ubehagelige episoder, hvor de er blevet råbt ad eller har fået fingeren af bilister.

"Det er langt ude, at nogle voksne ikke kan styre sig og vise skolepatruljerne den respekt, som de fortjener. Eleverne yder en frivillig indsats, så alle børn kommer sikkert og trygt gennem trafikken. Det virker meget voldsomt på et barn at blive råbt ad af en voksen, fordi en bilist ikke kan vente de få sekunder, det tager at hjælpe skolernes mindste børn over vejen" siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

© Rådet for Sikker Trafik

Vis respekt for skolepatruljen

En del af lærerne på landets skoler kan også genkende billedet med voksne trafikanter, der ikke viser nok hensyn på skolevejene. I marts måned har Lærerstandens Brandforsikring spurgt 761 lærere og forældre blandt deres medlemmer i hele landet, om de oplever, at trafikanterne viser hensyn til de børn, der går eller cykler i skole. 20 % svarer, at trafikanterne slet ikke eller i mindre grad viser hensyn til børnene.

For at løse problemet vil Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring over de næste tre år sætte ind med en kampagne, der skal minde trafikanterne om, at de skal vise hensyn til børn og skolepatruljerne, og at det er vigtigt, at man følger skolepatruljernes anvisninger, når man møder dem i trafikken.

Desuden vil Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring via undervisning hjælpe med at klæde eleverne i skolepatruljerne bedre på, så de ved, hvad man skal gøre, når man møder en utålmodig trafikant.

"Mange elever er glade for at være med i skolepatruljerne, og sådan skal det blive ved med at være. Deres indsats fortjener den største respekt fra os alle, der færdes i trafikken. Derfor er det oplagt, at vi sætter fokus på respekten fra de øvrige trafikanter og samtidig klæder skolepatruljerne på, så de ved, at når en utålmodig bilist hidser sig op, så har det intet med skolepatruljen at gøre, men fordi bilisten selv er træt, presset eller stresset" siger Mikkel Klausen, CSR-chef i Lærerstandens Brandforsikring.

Politi vil holde øje med bilister

Politiet vil også have fokus på problemet, når politikredsene er på kontrol på skolevejene, så voksne bilister og cyklister på den måde bliver mindet om, at de både skal overholde færdselsreglerne og udvise særligt hensyn overfor børn og skolepatruljer i trafikken.

"Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på vejene omkring skolerne, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Vi stopper desværre alt for ofte bilister, der ikke overholder færdselsreglerne, når de kører på skolevejene. Det er noget, som vi fortsat vil have fokus på, så alle børn færdes trygt og sikkert på skolevejene, og skolepatruljerne kan passe deres arbejde uden at blive generet af utålmodige bilister" siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Måske er du interesseret i...