Top Gear-vært: "Danmark begrænser, når du skal skaffe tilladelser"

Top Gear Danmark har premiere i denne uge, og vi har talt med Felix Smith, der fortæller, hvad vi kan forvente af den danske udgave af det legendariske show

25. februar 2020 af Victor David Kraft

Vi møder Felix Smith til pressevisningen af Top Gear Danmark, og vi stiller ham derfor 5 hurtige spørgsmål, så han kan forklare, hvad seerne kan forvente af den nye satsning fra Discovery Networks. 

Vi kender alle sammen Top Gear. Men hvad skal vi forvente af Top Gear Danmark?

"Man skal i hvert fald ikke sætte sig ned og se programmet med en forventning om, at det er ligesom det engelske. For det bliver det aldrig. Det særlige danske islæt kommer fra mig, Dar og Jesper. Det er det samspil vi har, der gør det specielt. For selvom BBC har været meget inde over programmet, så har de også understreget, at vi skal være os selv, så det har vi fået lov til.

Hvad skal der til for at et værtsskab på Top Gear lykkes?

"Samspillet kræver, at vi hver især har en grundlæggende viden om biler, evner bag et rat - og så naturligvis humor. Jeg havde ikke på forhånd lavet noget med Dar og Jesper før, men min mavefornemmelsen sagde, at vi kunne få værtsskabet til at fungere. Der er ingen af os, der prøver at efterligne Jeremy Clarkson, for vi er egentlig bare os selv, og det autentiske sikrer et godt fællesskab, der er værd at se på" 

Top Gear Danmark
© PR

Offentligheden ved, at I fik en politianmeldelse for kørsel ved Rubjerg Knude. Men hvilke andre dele af Danmark kommer vi til at se?

"Nu har vi lige vist nogle optagelser, hvor vi kører rundt i Nordjylland, men vi kommer dog ikke til at se optagelserne fra Rubjerg Knude, for det kom der simpelthen for meget ballade ud af. Jeg ville ønske at tilladelserne havde været i orden, så vi kunne have haft optagelserne med. Men Danmark er faktisk et svært land at lave Top Gear i, for det er svært at skaffe de nødvendige tilladelser, og det sætter begrænsninger. Seerne kommer faktisk til at se mere af Sverige og Norge gennem sæson 1. Men vi kører også ved forskellige danske lokationer."

Hvilken biltype tiltaler dig mest?

"Jeg er som udgangspunkt bare bilnørd, og mit mål i livet er at køre så mange biler, jeg overhovedet kan, og det her program bringer mig naturligvis tættere på det mål. For mig afhænger det af konteksten. På en racerbane vil jeg gerne køre noget, der passer dertil, og hvis vi skal køre terrænkørsel, så tager jeg gerne en Mercedes Geländewagen. Hvis jeg skal på tur med min familie, så vil jeg bare gerne have en praktisk familiebil. 

Hvad har været din mest grænseoverskridende køreoplevelse i Top Gear?

"Vi kører på et tidspunkt i en meget seriøs rallybil i en svensk skov. Der bliver jeg instrueret i, at jeg skal smække speederen i bund over et hop - og jeg skal blive ved, selv når jeg er i luften. Det var meget grænseoverskridende, for når du flyver gennem luften, virker det helt naturstridigt at blive ved med at give gas. Din umiddelbare reaktion vil være, at slippe speederen, men gør du det, så går det helt galt, når du så lander."  


Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...