Audi Sport quattro
Audi Sport quattro© CHGP

Tom K: Sådan kører du en hurtig omgang på Bellahøj Park

Le Mans-kongen tager dig med rundt på den 2,4 km lange bybane til Copenhagen Historic Grand Prix.

2. august 2017 af Steen Bachmann

På startlangsiden på Bellahøjvej vil de hurtigste biler nå over 200 km/t. Det gælder om at bremse senere end dine konkurrenter, men heller ikke for sent, da sving 1 er et markant 90 graders venstresving, der hælder en anelse udad, samtidig med at vejens forløb ændrer karakter til at gå ned ad bakke.

Banens nedadgående forløb betyder medløb, når der accelereres med åbne gasspjæld ad Hvidkildevej. De fleste når andet og tredje gear, mens de kraftigste racermotorer vil nå begyndelsen af fjerde gear inden et nyt venstresving igen tester bremsesystemet til det yderste. 

Let understyring

Hårdt på bremsen; asbesten river dig i næsen, og farten børstes af med samme fornemmelse, som hvis du løber ind i en glasdør. 

En let understyring i indgangen af svinget bliver til en svag overstyring i udgangen, mens Ryttergården i inderkredsen forsvinder i sidespejlet. I næste øjeblik accelererer du igen. 

Op gennem gearene mens raceren placeres mellem konkurrenterne hen mod chikanen, der er en udfordrende serie af sving, indover parkeringsarealet på nordøstsiden af Grøndal MultiCenter. 

Derefter følger et venstreknæk med et krævende forløb. Tricket er at placere sig optimalt for at bære mest mulig fart ind i svinget og med videre op ad bakken ved Frederikssundvejs-tunnelen. 

Pas på sporriller

Her skifter asfalten fra fin til grov med mere friktion, der medfører hårdere ­arbejde for dækkene. Samtidig vil sporriller i under­laget medføre uro i undervognens balance, hvilket sætter racerens mekaniske færdigheder på en hård prøve.  

Tom Kristensten
Tom Kristensten

Tom skal køre Royal Pro/Am med HKH Prins Joachim i Lorus Cortina og ture med publikum i Audi RS3 Cup.

I et speederkontrolleret firehjulsdrift drøner vi fra højre side af banen, over apex og videre helt ud til betonbarrieren. Accelerationen er rå og intens frem mod busstop-chikanen, hvis højre-venstre forløb stiller store krav til chaufførens færdigheder bag racerrattet. Selv små fejl straffes nådesløst her. 

Banens sværeste sving

I en kombination af fart, balance og millimeterpræcision styres raceren så tæt på chikanens markeringspunkter, at sidespejlene bliver helt matte af skræk. 

Det er banens sværeste sving, hvor selv den mindste fejl sætter bilen i betonen. At snitte autoværnet er tilladt, men at ramme det kan have katastrofale konsekvenser. Der skal køres helt til grænsen for den optimale omgangstid.

Efter chikanen leder et dybt venstresving ud til langsiden, og udgangs­hastigheden og det optimale gearskift bestemmer, hvor meget fart du får med ned ad langsiden mod start- og mållinjen. 

Omgang efter omgang!

Copenhagen Historic Grand Prix 2017

Eventet hylder motorsportens betydning for den danske kultur fra 1920'erne og frem til i dag.

Der køres racerløb i forskellige klasser med op til 30 biler i hvert løb.

Banen er skabt af 40 frivillige og er 2,4 km lang. Den er rammet ind af 4000 meter autobetonværn med et to meter højt stålhegn ovenpå. Bellahøj Park lever op til den internationale banestandard fra FIA.

De mere end 200 kørere er fordelt på forhenværende og nuværende professionelle kørere, og amatører i alle aldre.

Eventet har en målsætning om, at det skal være for hele familien. Børn under 14 år har gratis adgang i selskab med voksne.

Dato: 5.-6. august kl. 8-19.

Billetter fås ved indgangen og på CHGP Billetsalg

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...