Årets Bil 1969-2019
Årets Bil 1969-2019

Simca 1307 (th.) er en af de mest kendte 70'er-biler på udstillingen. Til venstre er det Alfa Romeo Giulietta.

© bn.dk

Tip: Kom og se den store Årets Bil-udstilling i Hvidovre

De 53 vinderbiler fra alle kåringer af Årets Bil i Danmark er flyttet fra publikumsuccesen i Viborg til Forstadsmuseet i Hvidovre. Tag unger, koner og svigermødre med, for det er en oplevelse for alle

28. januar 2019 af Steen Bachmann

Den store udstilling af alle vinderbilerne fra Årets Bil-kåringen siden 1969 er åbnet igen – denne gang i Hvidovre. 

Mangler du en udflugtsmulighed med unger/kone/svigermor/nabo eller måske andre medlemmer af en mærkeklub, kan vi varmt anbefale at besøge den.

Udstilingen tager udgangspunkt i de hverdagsbiler, der gennem de sidste 50 år er blevet kåret som Årets Bil i Danmark.

53 vinderbiler fra Årets Bil i Dannmark

Her er alle 53 vinderbiler i en scenografi, der sammen med historiske fotos, film og medrivende aktiviteter fortæller fem årtiers dansk kulturhistorie. De seneste 50 års kårede biler vidner nemlig ikke alene om en gennemgribende teknologi- og designudvikling, de er også et spejl af et samfund i rivende forandring.

Alle nærmest uanset alder har et forhold til en eller flere af bilerne, og det er sjovt at høre de mange udbrud fra gæster, der "selv har haft sådan én!" eller "den havde mine forældre, og min far var rigtig glad for den".


En af idémændene bag udstillingen, museumschef Brian Wiborg fra Viborg Museum, er især glad for, at første del i Viborg har trukket mange gæster til, der normalt ikke kommer på museum.

Hvad vil I med Årets Bil-udstillingen?

“Formålet med Årets Bil 1969-2019 er at fortælle et stykke danmarks­historie set gennem 52 hverdagsbilers optik. Bilerne, der alle er kåret som Årets Bil siden 1969, rummer hver især en spændende historie, men set i en større sammenhæng er de et utrolig interessant spejl af fem årtiers voldsomme samfundsforandringer," siger Brian Wiborg. 

19.000 gæster i Viborg

Hvordan er det gået med første halvdel i Viborg?

“Vi havde ca. 19.000 gæster i udstillingen i Viborg på blot 12 uger. Det er et tal, vi er meget glade for. Vi vidste ikke på forhånd, om det kunne lade sig gøre at få museumsgæster til at bevæge sig ud i en lagerhal i et industrikvarter i en midtjysk købstad for at se på helt almindelige hverdagsbiler. Men det kunne det, og vores spørgeskemaundersøgelser viser endda, at gæsterne var meget tilfredse med oplevelsen.”

Hvorfor var det så svært at finde originale biler fra starten af 1990’erne?

“Vi gik på jagt i foråret 2018 efter bilerne. Ambitionen var at finde samtlige 52 biler i god stand, og de helt rigtige modeller. Det lykkedes med velvilje fra rigtig mange bilsamlere, forhandlere og importører. Men 90’er-bilerne var absolut de sværeste at finde, da de endnu ikke er samlerobjekter, men bogstavelig talt er på vej til autoophuggeren. Ikke desto mindre står der meget fine eksemplarer af alle biler i udstillingen.”

Udstillingskataloget er et must med flere timers interessant læsestof om de 53 vindere. Det kan købes på udstilingen for 49 kr.

Hvad har været den største museums­faglige overraskelse?

“Det har været en meget positiv overraskelse, at vi har haft mange gæster, der normalt ikke går på museum. 39 pct. af gæsterne har i vores undersøgelse svaret, at de sjældent eller aldrig går på museum. Desuden har vi på trods af afstand og forskellige traditioner og kultur haft et utroligt godt samarbejde med Forstadsmuseet i Hvidovre, som vi har produceret udstillingen sammen med.” 

Hvad kan vi forvente i Hvidovre?

“Vi sætter de 53 biler ind i en ramme, hvor vi har brugt muligheden for at arbejde i store formater. Derfor kan man opleve film, billeder, animation og flot lyssætning, ligesom vi har lavet tidslommer med for eksempel campingpladsen i Harzen og kakkelbordet i parcelhuset i 80’erne.”

Årets Bil 1969-2019

Udstillingen er blevet til i et unikt samarbejde mellem to museer i hver sin ende af landet, Viborg Museum og Forstadsmuseet i Hvidovre.

Udstillingen i Hvidovre er åben til og med 22. april 2019

Åbningstider

Mandag-torsdag: 13-20

Fredag-søndag: 10-17

Uge 7 og 8: Mandag-fredag kl. 10-20 & Lørdag-søndag kl. 10-17

Påsken: Mandag-onsdag kl. 10-20 & Skærtorsdag-2.påskedag kl. 10-17

Entré

Voksne: 90 kr.

Børn og unge u. 18: Gratis

Gruppebillet (min 15 voksne): 70 kr.

Kombi-billet til Cirkusmuseet og Familien Danmark på Hjul: 120,-

Gratis med: Ledsagerkort, ICOM-kort, ODM-kort

Booking af rundvisning

Forstadsmuseet i Hvidovre

[email protected]

Telefon: 36 49 00 30

Rundvisning med guide (max 25 personer pr. guide): 600 kr. plus entré

Rundvisning af skoleklasser: 500 kr.

Adresse

Filmbyen 30-32

2650 Hvidovre

Se placering på Google Maps her

Læs mere om Familien Danmark på hjul

Årets Bil i Danmark 1969-2019

1969: Ford Capri
1970: Fiat 128
1971: Citroën GS
1972: Fiat 127
1973: Audi 80
1974: Fiat 126
1975: VW Golf
1976: Simca 1307/1308
1977: Ford Fiesta
1978: Alfa Romeo Guilietta
1979: Fiat Ritmo
1980: Opel Kadett 1.3
1981: Ford Escort 1.3 L
1982: VW Polo
1983: Ford Sierra
1984: Fiat Uno
1985: Opel Kadett
1986: Ford Scorpio
1987: Peugeot 309
1988: Peugeot 405
1989: Fiat Tipo
1990: Renault 19 GTX
1991: Nissan Primera
1992: Citroën ZX
1993: Mazda 626
1994: Citroën Xantia
1995: Fiat Punto
1996: Fiat Bravo/Brava
1997: Skoda Octavia
1998: Alfa Romeo 156
1999: Ford Focus
2000: Fiat Multipla
2001: Skoda Fabia
2002: Peugeot 307
2003: Citroën C3
2004: Mazda 3
2005: Mitsubishi Colt 5D
2006: Seat León
2007: Opel Corsa
2008: Mazda 2
2009: Honda Jazz
2010: VW Polo
2011: Ford C-Max
2012: Opel Ampera
2013: Seat Mii/Skoda Citigo/VW Up
2014: Skoda Octavia
2015: Citroën C4 Cactus
2016: Opel Astra
2017: Peugeot 3008
2018: Seat Arona
2019: Ford Focus

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.