Audi A4 Avant (tv.) er på vej til Danmark som plug-in hybrid, mens Volvo V60 allerede fås med kabel. Begge bliver dyre som firmabiler, fordi de er dyre fra fabrikkerne.

© Søren Juul

Stort leasingfirma: Høje bilafgifter giver færre grønne biler på vejene

Den socialdemokratiske regering vil have flere grønne biler på vejene, men ifølge ALD bliver det op ad bakke med de nuværende bilafgifter

27. november 2019 af Steen Bachmann


Erhvervslivet køber næsten halvdelen af alle nye biler i Danmark, så der er en konkret CO2-besparelse i at få flere grønne firmabiler på vejene. 

Alligevel bliver medarbejdere, der vælger en grøn firmabil, straffet med højere firmabilskat end dem, der vælger en dieselbil med højere brændstofforbrug og CO-udslip.

Det skyldes, at det på trods af utrolig megen varm luft og gode intentioner aldrig er lykkedes de folkevalgte politikere i Folketinget at gøre op med den forældede danske måde at beskatte biler på. Kort fortalt beskatter vi bilens værdi i stedet for dens CO2-aftryk - det betyder, at jo dyrere en bil er at producere, des højere beskattes den.

Jo dyrere bil, des højere skat

Resultatet er, at virksomhedernes tilbud til medarbejderne og tilskyndelse til at vælge elbiler, opladningshybrider og hybrider ikke bliver anvendt særlig offensivt. I stedet vælger medarbejderne dieselbiler, som bliver på de danske veje de næste 15 år.

Det mærker de også hos et af Danmarks største leasingselskaber, ALD.

Hvad betyder den høje beskatningsværdi af plugin-hybrider?

"På den korte bane er den relativt høje beskatningsværdi en bremse på salget. Beskatningsværdien kan dog ikke stå alene, og man er nødt til også at kigge på den månedlige leasingydelse for virksomhederne - og den er ofte en del højere på plugin-biler," siger Mikkel Sort, salgschef hos ALD Automotive, til Bil Magasinet.

Så stor er forskellen
Så stor er forskellen

ALD har regnet på firmabilskatten for en Mercedes C-klasse stationcar som dieselbil og som plug-in hybrid med hhv. diesel/el (C 300 T de) og benzin/el (C 300 T e). På trods af et lavt CO2-udslip beskattes plug-in hybriderne hårdt.

Bilafgifter hæmmer grøn omstilling

Hvad kan staten gøre for at accelerere den grønne omstilling af erhvervslivets biler?

"Helt overordnet, så er den værdibaserede afgift en stor hæmsko for den grønne omstilling. Alene det faktum at den lave afgift på elbiler kun bestemmes for to år ad gangen, skaber generelt stor usikkerhed i markedet og i særdeleshed hos erhvervslivet."

"På grund af den værdibaserede afgift er der kun en meget lille økonomisk fordel – hvis nogen – i at vælge plugin-hybrider både ud fra et firmabilsbruger- og virksomhedsperspektiv. Set med ALD Automotives øjne, så er det vigtigste staten kan gøre, at indføre en teknisk baseret afgift gældende for alle brændstofformer, men som tilgodeser de grønne biler permanent. Samtidigt skal der investeres signifikant i offentlige ladestationer."

Mikkel Sort peger også på, at muligheden for at få opstillet en hjemmelader bør fritages fra firmabilsbeskatningen. En standard hjemmelader fra f.eks. Clever ophængt i carporten koster ca. 10.000 kr. at installere (hvis den ikke følger med bilen), som i dag øger den månedlige firmabilbeskatning. 

Det vil ifølge ALD også give mening at lempe beskatningsgrundlaget på grønne biler som det er tilfældet i Sverige.

Mikkel Sort er salgschef for ALD Automotive.


Er der efterspørgsel på dieselbiler?

"Ja, dieselbiler er stadig populære og giver ofte både brugere og virksomheder mest værdi for pengene. Dieselbilen er økonomisk set stadig det mest rigtige valg, når man kører mange kilometer, og det er der mange firmabilsbrugere, der gør. Nye dieselbiler udlader en del mindre CO2 og kører længere på literen end tilsvarende benzinbiler. Kører man ikke så mange kilometer, er der en del alternativer både som hybrid, plugin-hybrid og ren el, som kan være værd at overveje, og i 2020 introduceres der mange spændende elbiler på markedet."

Hvilken type firmabiler efterspørger ALD's kunder lige nu?

"De efterspørger en bred vifte af mærker, modeller og forskellige brændstofformer. Vi oplever, at interessen for især elbiler er stigende, hvorimod det ikke går helt så hurtigt med plugin-hybriderne. Sidstnævnte er ofte meget dyre at producere, fordi de har to typer drivliner - brændstof og el - hvorfor de bliver straffet ekstra hårdt i det danske afgiftssystem."

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...