© Bil Magasinet

Stor undersøgelse: Hvor grønne er elbiler EGENTLIG?

Udleder elbiler egentlig mindre CO2 end biler, der kører på benzin og diesel? Det forsøger en ny undersøgelse at svare på.

20. juni 2022 af Patrick Boje Jensen

Fra vugge til grav

Elbiler udleder ingen CO2 ved kørsel, men det betyder ikke, at de ikke afsætter et klimaaftryk. En stor undersøgelse afdækker, hvor meget CO2 61 biler afgiver i løbet af hele deres levetid, og den viser, at der er meget lidt forskel på de “værste” elbiler og de “bedste” fossilbiler.

Undersøgelsen er foretaget af organisationen Green NCAP, som FDM er medlem af.

“Vugge-til-grav”-regnskabet indeholder udvinding af råstoffer, fremstilling af komponenter, produktion af selve bilen, skrotning og den samlede udledning fra el/brændstof over bilens levetid, som er sat til 240.000 km og 16 år.

Og undersøgelsen viser, at elbilen Ford Mach-e (med 70 kWh-batteri) udleder lige så meget CO2 pr. kilometer som en Skoda Octavia dieselbil.

”Elbiler er bagud på CO2-point, når de ruller ud fra fabrikken. Årsagen er bilernes batterier, som er klimatunge at producere. Derfor er det også vigtigt, at man ikke køber en elbil med et større batteri, end man har behov for. Jo større og tungere det er, jo længere tid går der, før en elbil indhenter benzin- og dieselbiler,” siger chefkonsulent i FDM Ilyas Dogru.

Elbilerne er i top

Alt i alt er det dog klart elbilerne, der klarer sig bedst og som indtager toppen af listen.

“Over tid er der dog ikke tvivl om, at elbiler er de mest klimavenlige, og så er de også billigere i det samlede bilejerskab,” siger Ilyas Dogru.

Han understreger dog også, at for elbilerne er det afgørende, om strømmen kommer fra vindmøller eller kulværker. I denne undersøgelse er der taget udgangspunkt i et EU-gennemsnit.

“Havde man derimod taget udgangspunkt i dansk strøm, som er grønnere, havde testen set anderledes ud. Det samme gør sig gældende, hvis man havde taget udgangspunkt i eksempelvis polsk strøm, som er langt sortere,” siger han.

Her er et udsnit på 24 biler af de 61 testede.

© FDM

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...