Det koreanske bilmærke Ssangyong havde en kort, men bemærkelsesværdig karriere i Danmark i midten af 00’erne. Bilerne var primært firehjulstrækkere bygget på gammeldags chassis-ramme, men den store 7-personers Rodius, der måtte lide med prædikat af, at være en grim bil, fik også en vis udbredelse.
Fra 2016 forsøgte mærket og den danske importør under Nic. Christiansen-gruppen sig igen i Danmark med den lille SUV Tivoli, som fik navneforbud af forlystelseshaven, og endte med at komme til at hedde Luvi i Danmark. Flere andre modeller skulle være fulgt efter, men det skete aldrig, og den danske importør gav op i 2019.

Ssangyong bliver til KG Mobility
I denne uge blev det offentliggjort, at Ssangyoung skifter navn til KG Mobility, der afspejler den nye ejer, KG, som er et koreansk industrikonglomera, og en ny forretningsplan er på vej.
Med den nye ejer følger en ny dansk importør. Det bliver den norske RSA-gruppe, der også har importen af de kinesisk mærker JAC og Maxus i Skandinavien og flere andre nordeuropæiske lande, og som allerede er etableret i Danmark med de to mærker. Ifølge den danske landechef for RSA, Steffen Vilstrup, følger KG Mobility nu med.
Faktisk skulle de første KG-biler få danske plader på allerede inden sommerferien. Det bliver modellen Torres, som er en SUV i stil og størrelse med Toyota RAV4. Importøren oplyser endnu intet om priser og udstyr.

Først som benzin siden som el
I første omgang kommer KG Torres som benzin-bil med en 4-cylindret 1,5 liters-motor, men KG Torres er allerede vist som elbil kaldet Torres EVX, og det er naturligvis den, der skal føre mærket videre i Danmark.
Men flere andre modeller er på vej, og ifølge RAS’s danske landechef, Steffen Vilstrup, skal der efter planen være hele fire modeller på det danske KG Mobility-program inden udgangen af 2024, og da er der naturligvis også et forhandlernet på plads.
“Vi er i fuld sving, vi har netop lavet aftale med en stor forhandler i Aarhus, og vi har de første KG Torres-biler til tjek og undersøgelse i Århus,” siger Steffen Vilstrup, som også afslører, at RSA’s andet nye bilmærke i Danmark, JAC, også er lige på trapperne.