Easypark finder parkeringspladser

Slut med at lede efter parkeringsplads – ny app viser vejen

Er du også træt af den endeløse jagt efter parkeringspladser i storbyen, så er der godt nyt. En ny app viser sig nemlig vej til de områder med flest parkeringspladser – det er både til gavn for dig og ikke mindst miljøet.

28. februar 2018 af Mathias Brandt

I storbyer skyldes op mod 30 % af trafikken bilister, der søger efter parkeringspladser. Forestil dig at køre rundt i en by, hvor trafikken glider let, og du via en app kan finde vej til nærmeste ledige parkeringspladser. Der er ingen kødannelse, bilisterne sparer tid, og der er markant mindre forurening.

Det kan være realiteten inden længe. EasyPark har opdateret sin parkeringsapp med en ny gratis service, der viser bilister den bedste vej gennem byen til deres destination. Det vil sige den rute, hvor der er størst sandsynlighed for en ledig parkeringsplads på et givent tidspunkt i et givent område tæt på destinationen.

Hos EasyPark glæder man sig over, at Find & Park nu bliver tilgængelig i Danmark.

”Vi arbejder hver dag på at gøre parkering nemmere for bilister og samtidig gøre byer bedre for alle at bo og opholde sig i. Med Find & Park kan vi guide bilister til den bedste vej gennem byen og dermed reducere såkaldt ’søgetrafik’. Det gør det nemmere og hurtigere at parkere for den enkelte bilist, og samtidig nedbringer vi trængsel og forurening markant,” fortæller Bernd Reul, landechef for EasyPark i Danmark.

For at tage Find & Park i brug skal man blot opdatere sin nuværende EasyPark-app. Den nye service er til at begynde med tilgængelig i København og vil senere blive udbredt til andre større byer i Danmark. Ingen andre parkeringsapps i verden har en lignende funktion. 

Algoritmer og analyser viser vejen

EasyPark har arbejdet på Find & Park i 10 år og investeret omkring 75 mio. kroner i projektet. Teknologien er blandt andet udviklet i samarbejde med specialister fra forskerparken Scion DTU, der er en del af Danmarks Tekniske Universitet. I Stockholm, hvor servicen blev lanceret i oktober 2017, har Find & Park reduceret bilisternes søgetid med ca. 50 %.

”Find & Park er udviklet ved hjælp af avancerede algoritmer, der behandler forskellige datakilder – herunder data fra transaktioner, der sker ved parkeringsbetaling og konkrete trafikmålinger. Ved at indsamle parkeringsdata over mange år og kombinere det med big data kan vi forudsige, hvor der er størst sandsynlighed for at finde en ledig parkeringsplads på et hvilket som helst tidspunkt på dagen. Det betyder også, at jo mere data, der indsamles over tid, des mere præcis bliver løsningen,” forklarer Bernd Reul og tilføjer: ”Dette er første version af Find & Park, og vi arbejder løbende på at gøre den endnu mere præcis og brugervenlig.”

100 danske bilister har bidraget til udviklingen ved at registrere data om trafikforholdene ved parkeringsarealer i København, Odense og Aarhus. 

Måske er du interesseret i...