Ikke hans egen bil
Verdens dyreste pizza er måske blevet solgt på Nordsjælland. Den kan nemlig potentielt komme til at koste det samme som en Porsche Carrera.
Politiet har nemlig beslaglagt netop sådan en Porsche, efter de stoppede den med 210 km/t på en motorvej på Nordsjælland.
Og det er bare det første af førerens problemerne. Han var nemlig ikke bilens ejer, men havde bare lånt den, så han efter eget udsagn kunne hente en pizza. Og efter farten at dømme var han tilsyneladende sulten...
Kan blive solgt
Bilen blev beslaglagt på stedet.
Politiet har nemlig fra 31. marts fået mulighed for at beslaglægge biler på stedet, hvis bilen bruges til vanvidskørsel. Derefter skal en dommer tage stilling til, om den skal konfiskeres og bortauktioneres.
Vanvidskørsel er er blandt andet kørsel med mere end 200 km/t, hastighed med mere end 100 procent af det tilladte eller en promille over 2.0. Bilen kan beslaglægges, uanset hvem der ejer bilen.
Udover at bilen blev beslaglagt, kostede det også føreren kørekortet og mindst 7.500 kroner i bøde. Du kan se bødetaksterne her.
Dyr Porsche
Porsche-eksperterne her på redaktionen fortæller, at det drejer sig om en Porsche 911 Carrera i 993-generationen. Det er den sidste luftkølede Porsche og bestemt ikke en billig bil.
På biltorvet.dk kan du finde en, der kan erhverves for 650.000 kr. Og det er vel at mærke uden registreringsafgift.
Men det kan være, at du kan finde en sølvfarvet model på en politiauktion inden længe.