uopmærksom bilist

Skræmmende video viser faren ved uopmærksomhed

Særligt én type uopmærksomhed ender ofte i en bestemt type ulykker. Denne type ulykke er tilmed utrolig farlig og ender ofte fatalt eller med svær tilskadekomst som resultat.

10. februar 2022 af Emma Steensen

Farlige frontalkollisioner

Rådet for Sikker Trafik er gået sammen med Forsikring & Pension om kampagnen "Kør bil, når du kører bil", der skal gøre bilister bevidste om hvor meget uopmærksomhed kan betyde for deres kørsel - og hvor farligt det kan være, hvis de ikke holder opmærksomheden på vejen. 

Det er nemlig særlig én type af ulykker der ofte ender fatalt, nemlig frontalkollisioner. Tal fra Vejdirektoratet viser, at over en periode på fem år har uopmærksomhed resulteret i i alt 174 trafikdrab og ud af disse var hele 79 forårsaget af frontalkollisioner.

Herunder kan man se den skræmmende video som Rådet for Sikker Trafik har lagt op, der viser hvordan en bilist mister opmærksomheden i ganske få sekunder og hvor hurtigt det kan ende helt galt. 

Læg mobilen væk

Frontalkollisioner sker oftest når en bilist ser væk fra vejen, fordi hans eller hendes opmærksomhed ledes et andet sted hen. Det er oftest mobiltelefonen, der er skyld i dette skift i opmærksomhed, da mange har svært ved at lade den være, når først beskederne eller opkaldene begynder at tikke ind. 

Det uhyggelige er dog, at der ikke skal mere end få sekunders mobilkiggeri til før det kan få store konsekvenser. Rådet for Sikker Trafiks undersøgelse viser, at hvis man kigger på sin mobil i blot fire sekunder, når man at køre hele 89 meter, såfremt man kører ved landevejshastighed - altså ved 80 km/t. 

Rådet for Sikker Trafik opfordrer til, at man slukker mobilen eller sætter den på flytilstand hvis man ved, at man har let ved at blive distraheret af eksempelvis beskeder. De råder også til man planlægger sin køretur på forhånd, så man minimerer potentielle forstyrrelser. 

Flere former for uopmærksomhed

Rådet for Sikker Trafik lister fire forskellige former for uopmærksomhed:

• Visuel: Når du ser væk fra trafikken
• Kognitiv: Når du har tankerne et andet sted end trafikken
• Motorisk: Når du slipper rattet med en eller begge hænder
• Auditiv: Når du lytter efter andet end trafikken

Her er det særligt den visuelle der kan få en bilist til at ende ovre i modkørende vejbane, når han eller hun eksempelvis kigger på sin mobiltelefon. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...