Seoul Sydkorea selvkørende biler
Seoul, Sydkorea © Audi AG

Selvkørende biler: Først en realitet om over 30 år

Industrien kan snart levere selvkørende biler, men de har ingen steder at køre, fastslår ny rapport. De kræver nemlig deres eget vejnet

30. januar 2019 af Steen Bachmann


Der vil ske enorme forandringer i bilindustrien de kommende fem år, men de vil ikke omfatte selvkørende biler. 

Det er en af konklusionerne på den store årlige KPMG-rapport, hvor ledere fra bilbranchen over hele verden giver deres bud på den nære fremtid.

"Bilbranchen er klar med selvkørende biler i 2030, men det er vejnettet absolut ikke. Selv om mange danskere tror, at de selvkørende biler allerede findes, så kommer de tidligst i 2050," siger Nikolaj Møller Hansen, partner i KPMG og ekspert i autobranchen.

Selvkørende biler på prototypestadiet 

Teknologien til at lade bilerne køre selv findes, og det er flere år siden, at Tesla introducerede et system, der kørte bilen på motorvejen uden indblanding fra føreren. 

Bil Magasinet tester delvist selvkørende Tesla Model S på tværs af Danmark 

Mange andre bilproducenter tilbyder lignende systemer med delvist selvkørende funktioner, men der er fortsat ingen biler på gaden, der kan køre selv i alle situationer.

Trafikken i Seoul vil være et mareridt for en selvkørende bil
Trafikken i Seoul vil være et mareridt for en selvkørende bil © Audi AG

Skal have eget trafiksystem

"Udfordringen er, at selvkørende biler skal have sit eget trafiksystem som en metro eller en letbane, for at man kan udnytte deres potentiale. De vil kunne tilbyde hurtig og sikker transport og en meget bedre udnyttelse af vejkapaciteten, men kører på en anden måde end menneskelige førere. Man kan ikke blande de to typer af trafik, for det vil føre til alt for mange ulykker," siger Nikolaj Møller Hansen.

Der omkommer omkring 1,3 mio. personer om året globalt set på grund af trafikulykker med menneskelige førere involveret, men det er nærmest bare noget, samfundet accepterer. 

Det samme vil ikke ske for selvkørende biler, for der rejser sig et ramaskrig, hver gang en selvkørende bil er involveret i en ulykke – uanset om den er skyld i ulykken eller ej. Der vil opstå nultolerance over for ulykker med selvkørende biler, og det kan industrien kun honorere, hvis vejene er bygget til dem – og der ikke er et menneske bag rattet.

Uoverskueligt at typegodkende i 28 EU-lande

Udsigten til biler uden rat og pedaler bliver ikke bedre af, at det vil være næsten uoverskueligt at typegodkende en selvkørende bil til de 28 EU-lande med forskellige love og regler – der i øvrigt slet ikke er udarbejdet endnu. 

Hverken byer eller bilproducenter vil være interesserede i at investere i et helt nyt trafiksystem, før efterspørgslen er der fra borgerne.

Selvkørende biler kun realistiske i EU-regi

"Skal man rulle det ud, skal det være en fælles beslutning i EU-regi, der starter i de største byer og spreder sig herfra til yderområderne. En mulig vej vil være at skabe en politisk bevidsthed om fordelene ved teknologien. Selvkørende biler skal kunne tilbyde hurtig og miljøvenlig transport fra dør til dør, for hvis man kan transportere folk let og hurtigt fra a til b, skal efterspørgslen nok komme. Men det er diskussionen om hønen og ægget – hvad kom først?"

KPMG peger på, at emnet er vigtigt, fordi det vedrører alle, uanset om man har bil eller ej.

"Der vil ske en kæmpe omvæltning, hvor fremtiden vil komme til at handle om mobilitet – ikke om biler," siger Nikolaj Møller Hansen.

KPMG's 2019- rapport

KPMG Global Automotive Executive Survey 2019 samler interviews med næsten 1.000 ledere i autobranchen og ca. 2.000 forbrugere fra hele verden.

Autobranchen er ifølge KPMG for optimistisk, når den tror på fuldt udrullede selvkørende biler i 2030.

Selvkørende biler i kombination med traditionelle trafikmønstre udgør stor sikkerhedsrisiko.

Autobranchen ser digital sammenhængskraft som den vigtigste trend frem mod 2030.

Autobranchens ledere forventer, at de selvkørende biler for alvor vil blive rullet ud af fabrikshallerne i 2030. Der vil dog ikke være nogen steder at slippe dem fri, for kombinationen af traditionel trafik og selvkørende biler vil ikke være sikker nok. Det mener 71 pct. af autobranchens ledere. 

En del af autobranchen foreslår, at man simpelthen opdeler vejene i zoner til de forskellige typer biler. 73 pct. af autobranchens ledere mener, at de selvkørende biler sagtens kan være parate i 2030, såfremt de får lov til at færdes i et logistiksystem, der er designet til det.

Læs KPMG-rapporten gratis her (åbner i nyt vindue)

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.