© Søren Juul

Salget af elbiler slog rekord, men stod alligevel kun for 13 pct. af bilsalget i 2021

Der blev solgt flere end elbiler end nogensinde i 2021, men biltypen fylder fortsat kun lidt i den samlede bilbestand i Danmark

3. januar 2022 af Steen Bachmann

Salget af elbiler satte rekord i december med 4.765 eksemplarer, hvilket er 27 procent af månedens bilsalg. 

Plugin-hybriderne stod for 31 procent med 5.509 nyregistreringer, og samlet set var mere end 10.274 af decembers nye biler opladelige. Det svarer til 56 procent af bilsalget – det er ny rekord både i absolutte og relative termer.

Højere salg af opladelige biler end forventet

”De grønne biler leverede en fornem slutspurt i december måned i et år, hvor salget af grønne biler er gået langt bedre end de fleste havde turdet håbe på. Elbilsalget er steget med 80 procent i forhold til 2020, mens plugin-hybriderne er vækstet med over 120 procent. Vi forventer dog at andelen af plugin-hybriderne vil falde i 2022, da afgiften på netop disse steg hertil nytår,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

“Desværre har blandt andet coronapandemien medført en global mangel på komponenter, som har lagt en generel dæmper på bilproduktionen og forårsaget forlængede leveringstider på nye biler for de danske bilkøbere. Der er ingen tvivl om, at bilsalget havde været højere, hvis vi havde nemmere ved at skaffe biler hjem. I stedet endte bilsalget 7 procent under 2020, hvilket – situationen taget i betragtning – er ganske udmærket,” lyder det.

Ialt blev der solgt 185.328 nye personbiler i 2021, hvoraf godt 65.000 var  opladelige biler. 

Heraf udgjorde elbiler 24.917 stk., mens de resterende 40.464 stk. var plugin- hybrider. 

Det betyder, at 13 ud af 100 nye biler i 2021 var elbiler.

Pr. 31. december 2021 er der indregistreret knap 2.781.855 personbiler i Danmark, hvoraf de opladelige biler udgør 144.498 køretøjer.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...