© Arkiv

Rust øger risikoen for at komme rigtig galt afsted i en ulykke

Synshallerne har ingen mulighed for at gå bilerne grundigt efter for rust, og det er et problem, lyder det fra branchen

31. august 2019 af Steen Bachmann

Verdens første officielle EuroNCAP-crashtest af brugte og rustne biler har vist, at risikoen for alvorlige personskader og død stiger med 20 procent, hvis der er rust i dele af bilens skelet. 

Det kan have fatale konsekvenser, da biler ikke bliver kigget grundigt efter for rust under overfladen i forbindelse med syn. 

Synshaller tjekker ikke for rust i hulrum

"De danske synshaller vurderer, om bilen kan forvente at køre sikkerhedsmæssigt forsvarligt imellem periodesynene – altså to år mere – og der fokuseres primært på sikkerheden i forbindelse med bremser, styretøj og signalapparater som blinklys. De har ikke udstyr til at kunne tjekke for rust i hulrum, som for eksempel deformationszoner i bilernes front, i vanger og paneler og kan derfor kun se og vurdere metaloverfladerne," siger Jan Ole Helbo, der er seniorspecialist i automobilteknik ved Teknologisk Institut.

"Hvis en bil for eksempel har ti år på bagen, og den aldrig er blevet rustbeskyttet, så vil der være rust, og det er almindeligt kendt, at rust svækker styrken i metallet i forhold til bilens oprindelige styrkeegenskaber," siger Jan Ole Helbo.


I løbet af de seneste år er det samtidig blevet sværere at komme ind til bilernes vitale, bærende dele.

"Ved nyere biler – fra cirka 2010 og fremefter – er hele vognbunden som regel lukket fuldstændigt ind i store plastikflader. De er der for at skabe en mere plan vognbund af hensyn til vindmodstanden, men de tager lang tid at afmontere og gør det langt vanskeligere at komme ind til bærende dele og kontrollere, om alt er i orden," fortæller Mogens Vestergaard Hansen, der er teknisk chef hos Dinitrol.

Testede brugte biler med og uden rust

Selvom alle fire testbiler, der blev anvendt til EuroNCAP-crashtesten, forinden havde gennemgået et obligatorisk syn, var risikoen for alvorlige personskader eller død øget med 20 procent på den bil med de værste rustskader. 

Her viste testen også, at crashdukken ramte den såkaldte B-stolpe, der er placeret umiddelbart bag fordøren, med fatale konsekvenser som følge af rustskaderne.

"Ved kollisionen rev sædet sig løs, og derfor røg dummyen ved tilbageslaget – efter den havde ramt airbaggen – skråt tilbage og slog hovedet mod B-stolpen med stor risiko for dødeligt udfald i stedet for at ramme tilbage i nakkestøtten," skriver Mogens Vestergaard Hansen i en pressemeddelelse.

4 ud af 10 danskere dropper rustbeskyttelse

  • Ifølge en undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget på vegne af Dinitrol, fravælger 39 procent af de danske bilejere at rustbeskytte bilen.  
  • Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på, hvilke befolkningsgrupper der prioriterer beskyttelsen samt hvorfor. 
  • 66 procent af de +65-årige rustbeskytter deres bil, mens det blot er tilfældet for 42 procent af de 18-34-årige.
  • Undersøgelsen viser. at den primære årsag til, at de unge ikke rustbeskytter bilen, er, at det er for dyrt – hvorimod de ældre først og fremmest lader være, fordi de ikke mener, det er nødvendigt. 
  • 18 procent af kvinderne mener ikke, at rustbeskyttelsen er nødvendig, mens denne holdning hersker blandt 30 procent af mændene.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...