© Getty

Russisk bilsalg STYRTDYKKER - men to mærker klarer sig underligt godt

Russisk bilindustri er hårdt ramt af økonomisk nedtur, men to kinesiske bilmærker klarer sig godt.

5. januar 2023 af Mikkel Thomsager

Salget af nye biler faldt i Danmark med 20 pct. i 2022 i forhold til 2021, men det er intet i forhold til faldet i nybilsalget i Rusland. De første 11 måneder af 2022 er salget mere end halveret i forhold til samme periode 2021. Da blev der solgt 1.403.040 nye biler i Rusland. De første 11 måneder af 2022 blev det til 548.587 registrerede nye biler i Rusland.

Ét mærke har lukreret på følgerne af Ruslands invasion af Ukraine. Det er ikke overraskende Lada, som i efteråret lancerede en "sanktionssikker" udgave af Lada Granta.

Læs mere til slut i denne artikel.

Men også to kinesiske mærker har solgt flere biler i krigens skygge. Det ene mærke er Geely, som er moderfirmaet bag Volvo og Polestar.

Geely rusland

Modeloversigten fra Geelys russiske hjemmeside

© Geely

Volvo melder "hus forbi"

Af Geelys russiske hjemmeside fremgår det, at Geely fortsat har tre modeller på det russiske program, og mærket havde ikke bare stigende markedsandel i 2022, men en stigning på 24 pct. i det kraftigt reducerede marked.

Alle vestlige bilproducenter har som bekendt trukket sig ud af Rusland, som det også fremgår af salgsstatistikken for bilsalget i Rusland. Hvad der ligger bag Geelys fremfærd er uvist. Geely er ikke repræsenteret i Danmark - i stedet kontaktede vi Volvo Danmark, der melder hus forbi.

"Volvo Cars har stor sympati med de berørte af krigen i Ukraine. Vi har ikke ansatte i Ukraine, men vi har et salgsselskab i Rusland og en importør i Ukraine. Grundet situationen har Volvo Cars suspenderet alt salg og levering af biler til det russiske marked, og det samme har vores salgsselskab i Rusland. Volvo Cars vil fortsat følge situationen meget tæt", udtaler Rikke Aagaard Petersen, der er chef for marketing og kommunikation hos Volvo Danmark.

© Haval

Andet mærke på vej til Danmark stiger i Rusland

Geely er dog ikke det største kinesiske bilmærke i Rusland, det er det i Danmark ukendte mærke Haval. 

Bag Haval står Great Wall Motors, som det seneste års tid har meldt sig klar i Europa med to nye bilmærker: Minibil-mærket Ora og det Lexus-lignende luksusmærke Wey. 

Begge har optrådt på flere europæiske biludstillinger siden corona, og de to mærker er introduceret i flere europæiske lande, men ikke Danmark. Mærket har tidligere meddelt, at det ville ske i 2023, men endnu kender Bil Magasinet ikke til aftalte forretningsforhold for mærket i Danmark.

Det er til gengæld tilfældet med det kinesiske mærke JAC, som kommer til Danmark allerede i begyndelsen af 2023. JAC har, som tidligere fortalt, netop etableret en produktion i Rusland, men mærket optræder endnu ikke på den russiske salgsstatistik - og de biler, der kommer til Danmark, vil ikke være produceret i Rusland.

Sanktionssikker Lada fra 2011

Den stærkt sælgende Lada Granta er faktisk en relancering, men af en særdeles bedaget bil, som til gengæld er det russerne kalder "sanktionssikker". Det vil sige at den kan produceres med dele produceret inden for Ruslands egne grænser, uden brug af importerede dele. 

Det betyder til gengæld, at der er tale om en særdeles bedaget bil. Den har hverken airbags, selestrammere eller andet passivt sikkerhedsudstyr. Den har heller ikke antispin alle andet aktivt sikkerhedsudstyr og emissionsmæssigt lever benzin-motoren på 1,6 liter og 90 hk ikke op til de standarder, som EU indførte i 1996.

Lada Granta blev introduceret i 2011 og bygger på en grundlæggende teknik fra Renault.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...