kørekort køreprøve teoriprøve
© iStock

Røg kørekortet i vasken igen? Kør 6 meter, og få et - i Egypten!

Det britiske finansieringsfirma Zuto har kortlagt køreprøver, man kan tage rundt om i verden: Her er fem lette og fem svære

11. november 2020 af Frederik Hauschildt

Zutos hjemmeside kan man finde et verdenskort over langt de fleste lande og deres krav til kørekort. Zuto har også lavet en liste over de mest interessante, som vi har kigget lidt nærmere på:

Tredje gang var ikke lykkens gang


De svære

Danmark har ikke billige kørekort. Men i nogle lande er kravet skruet langt mere op, end hvad relevant er. Her er 5 interessante, irriterende krøller på kørekortsforløbet ude i verden:

Singapore

Nogle har umådeligt svært ved de 25 spørgsmål, vi udsættes for til den danske teoriprøve. Men i Singapore er der dobbelt op på meget: Teori-eksamen består af 50 spørgsmål, som man desuden skal igennem to uafhængige gange for at få lov at gå til praktisk eksamen.

Frankrig

Nok er du nødt til at køre et minimum af timer med en instruktør i Danmark, inden du kan gå til prøve. Men det er næppe 1.000 km, som det er i Frankrig! Og så skal der være instruktør på dem alle sammen...

Japan

I Japan er kørelektioner mere end bare en eftermiddagsting: Her er der dedikerede køreskole-lejre, hvor man overnatter. Her er det et samlet forløb på 26 timer, det tager, at få fingrene i et kørekort. Det kan dog trøste, at forløbet ifølge Zuto ikke behøver at koste mere end 150 kr.

Kroatien

I Kroatien undersøges du forbløffende nært, når du skal have undervisning. Udover din fysiske mulighed for at føre et køretøj, undersøges også din personlighed. Man kan kun overveje, hvilke beslutninger der træffes på baggrund af den.

Danmark

Ja, testen i Danmark er også en af de sværere. Her er ting som lægebesøg og synstest standard, og du får kun én chance, for at køreprøven skal tages forfra. Der er også et minimumskrav for antal timer, og selvom det ikke er højt, er alt det førnævnte ikke nødvendigvis standard rundt omkring i verden.

I Egypten går det for Gustav lettere, når han skal have kørekort

De lette

Hvis al den snak om svære køreprøver har gjort dig deprimeret eller nervøs for din egen prøve, så er der her 5 køreprøver, der er forbløffende nemme at bestå:

Egypten

I Egypten er det nemt at tage kørekortet. Der er kun en praktisk prøve, men den involvere ikke andet end 6 meters forudrettet kørsel, og 6 meter i bakgear. I nyere tid er denne suppleret med en teoretisk prøve på 10 spørgsmål.

Mexico

Indtil 2018 var talemåden "At tage sit kørekort i en automat" meget gældende i Mexico. Dengang var der nemlig ingen formel prøve for kørekortet. I dag er det ikke meget sværere: Du skal alene bestå en teoretisk prøve, før kørekortet er dit.

Filippinerne

Der er også steder i Asien, hvor det er væsentligt lettere at få sin prøve. I Filippinerne kræver det ene og alene, at du kan fuldføre en omgang på en lukket bane, der udelukkende indeholder højresving.

Indien

I et land med så mange kørende indbyggere som Indien, er køreprøven overraskende let at tage. Den forudsætter, at du kan køre bilen frem, dreje om et hjørne, og bringe den til standsning igen.

Honduras

I Honduras har det strengt taget ikke været nødvendigt at tage en køreprøve, indtil for nyligt. Den nyreviderede prøve består af en kort test på skrift, og har ingen praktisk del.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...