Første udspil til en ny finanslov, rummer ikke en fortsættelse af den reducerede registreringsafgift på elbiler. Elbilerne føres nu tilbage til regelsættet fra 2016, hvor man indførte en trappe for registreringsafgiften på elbiler, som skulle stige med 20 procentpoint i 5 år.
Først steg afgiften på elbiler til 20 procent af registreringsafgiften på biler med forbrændingsmotor. Siden blev denne procentsats fastfrosset, og efterfølgende blev der indført et bundfradrag på elbiler til en værdi af op til 400.000, som reelt betød, at de slet ikke betalte registreringsafgift.

Små elbiler bliver dyrere
Også bundfradraget er fjernet i den finanslov, som regeringen fremlagde i dag mandag kl. 12.00. Det betyder reelt, at de fleste af de elbiler, der er solgt i Danmark får en voldsom prisstigning, som formentlig vil gøre dem tæt på usælgelige, mens dyrere elbiler forholdsvis bliver mindre ramt.
Autobranchen er ikke sene til erkende konsekvenserne:
"Det flotte salg af elbiler hver måned kan kun lade sig gøre på grund af den lave registreringsafgift. Elbilerne er dyrere at producere end benzin- og dieselbiler. Det er derfor helt nødvendigt, at de ikke bliver pålagt den høje registreringsafgift. Hvis regeringens finanslovsforslag gennemføres, vil salget bremse kraftigt op. I dag er vi trådt et langt skridt væk fra den grønne omstilling", udtaler AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg i en pressemeddelelse.

Fimabilfordel også væk
Også den særlige firmabilbeskatning, der favoriserede hybridbiler for firmabilbrugere, bortfalder. Da effekten af denne har været begrænset, vil konsekvenserne være tilsvarende begrænsede, og da der ikke er lagt op til en ændring af selve registreringsafgiften, vil den fordel, som opladningshybrider opnår, som følger af det teoretiske brændstofforbrug fortsat give PHEV-biler en fordel i Danmark.
Finanslovsforslaget skal ses i lyset af, at Transportkommissionen, der er nedsat med henblik på at give et bud på, hvordan fremtidens bilafgifter skal sættes samme, skal komme med sit udspil til, hvordan bilafgifterne skal sættes sammen, i efteråret 2020.