Nul CO2 og ingen motorstøj er ingredienserne i et enestående motorløb, som finder sted i København under Klimatopmødet i december. Der er tale om intet mindre end verdens første øko-rigtige Enduro race for elektriske motorcykler.
Motorløbet er døbt International Eco Enduro og den unikke begivenhed har på rekordtid skabt genlyd også i udlandet.
”Vi har eksempelvis lige fået en henvendelse fra RTL i Belgien, som gerne vil dække løbet,” fortæller Ivan Reedtz-Thott, der er hovedmanden bag det usædvanlige race.
Finale på Svanemøllen
13. december køres der finale på Svanemøllens Kaserne, som omdannes til en såkaldt ”super-motard” racerbane, hvor der både køres på asfalt og grus.
”Der bliver tale om en reel Københavner-begivenhed, og vi forventer stor interesse også fra både de nationale og internationale mediers side,” siger motorsportseksperten Søren Clauding, der er med-arrangør af Eco Enduro’en.
”De fleste arrangementer under klima-konferencen er statiske, dvs. man fortæller, hvad der kan opnås ved miljørigtig adfærd. Eco Enduro’en er ikke statisk. Vi VISER, at man sagtens kan udvise ansvar for miljøet og samtidig have det sjovt,” siger Søren Clauding.
Indledning i Faxe og på Møn
Inden finale-racet i København afvikles der træning og løb på Feddet syd for Faxe og i Faxe Kalkbrud.
International Eco Enduro er et regulært pioner projekt. Ingen har før arrangeret et motorløb af den karakter og på det niveau.