© bilmagasinet.dk

Problemer med dit værksted? Så klag her

Internetbaseret klagenævn tager sig af klager over både organiserede og frie værksteder

1. november 2012 af Steen Bachmann

Erhvervs- og vækstministeren har givet det internetbaserede Ankenævn for biler det blå stempel. Dermed bliver det muligt at klage over samtlige af landets autoforhandlere og værksteder og ikke kun de organiserede. Derudover får forbrugeren mulighed for at gå videre til fogedretten eller domstolene, hvis den indklagede virksomhed ikke efterlever afgørelsen.

Den nye status som godkendt ankenævn træder i kraft den 1. november. Nævnets sekretariat er ved samme lejlighed blevet udvidet, idet sekretariatet fremover skal sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Hidtil har det været op til parterne. Ankenævn for biler behandler klager i forbindelse med køb af bil til over 10.000 kroner eller værkstedsregninger over 1.500 kroner.

300-500 kr. for en klage
Med godkendelsen bliver det desuden økonomisk mere overkommeligt at få prøvet sin sag i Ankenævn for biler. Det koster 300-500 kroner at oprette en klage, men modsat tidligere dækker nævnet nu også udgifterne, hvis der skal indhentes yderligere dokumentation i en sag. Tidligere var det op til klageren selv.

 Baggrunden for at FDM, Bilbranchen, CAD og D•A•F i 2007 i fællesskab tog initiativ til at oprette Ankenævn for biler var et ønske om at etablere et alternativ til en ofte lang og opslidende tur gennem retssystemet.

Klagebehandlingen har primært til formål at få sagens parter til at forliges. I de tilfælde, hvor det ikke lykkes, bliver sagerne afgjort af et ankenævn bestående af en repræsentant fra autobranchen, en forbrugerrepræsentant fra FDM og en dommer som formand.

Det siger branchen

Thomas Møller Sørensen, direktør Bilbranchen:
”Vores mål var fra start at opnå en godkendelse af ankenævnet. Vi er derfor glade for, at ministeren nu har godkendt vores ankenævn. Ankenævn for biler har allerede været med til at forbedre branchens image. Vi regner med, at godkendelsen af ankenævnet vil betyde et yderligere forbedret image.”

Erik S. Rasmussen, direktør Autoværkstedernes Brancheorganisation CAD:
”Den længe ventede offentlige godkendelse af autobranchens eget klagenævn er endnu et løft op ad imagestigen for branchen. At den samlede autobranche nu tager et betydeligt øget ansvar, viser troværdighed og seriøsitet blandt ankenævnets aktører.”

Jens Brendstrup, adm. direktør Danmarks Automobilforhandler Forening D•A•F:
”Forhandlerne ser med stor glæde på, at Ankenævn for biler nu bliver styrket. Vi gør i branchen meget ud af at skabe ordnede forhold og gennemsigtighed for kunderne. Derfor ser vi det nye nævn som et godt værktøj, der vil bidrage til at øge forbrugernes tillid, når de skal købe en bil. Det er til gavn for både forbrugere og bilforhandlerne.”

Thomas Møller Thomsen, adm. direktør FDM:
”Som bilejernes forbrugerorganisation kan vi kun se godkendelsen af ankenævnet som en klar styrkelse af forbrugernes rettigheder ved bilkøb og værkstedsbesøg. Vi er også glade for, at autobranchen bakker op om nævnet til gavn for både forbrugere og branchen selv.”

Læs mere på www.bilklage.dk

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...