BMW is3 lader clever

Når Bil Magasinet's langtidstest, den eldrevne BMW i3S, lades på forlagets Clever-stander, får vi i dag refunderet noget af udgiften til strøm af staten.

© Mathias Brandt

Prisen på strøm til elbiler stiger fra nytår

Afgiftsfritagelsen for strøm til elbiler udløber til nytår. Det er et helt forkert signal at sende, mener FDM, for højere elpris vil forsinke danskernes køb af grønne biler

4. juni 2019 af Steen Bachmann


Forvirringen omkring hvad en bil koster i Danmark fortsætter. Det gælder også elbilerne, som står over for en mærkbar stigning i priserne på strøm – driften er ellers et af de områder, hvor elbilen har en klar fordel frem for almindelige biler.

Forvirringen skyldes, at den såkaldte afgiftsrefusion på strøm til elbiler udløber 31. december i år.


Afgiftsrefusionen har siden 2010 betydet, at ladeoperatørerne har fået godtgjort deres elafgift. I dag er den på 88,4 øre pr. kilowatt. De penge har virksomhederne typisk sendt retur til deres kunder, elbilsejerne. Det vurderes, at 90 procent af de danske elbilsejere i dag har et abonnement hos en af de store ladeoperatører.



Det bliver dyrere at drive en elbil

Fra årsskiftet udløber afgiftsrefusionen for elbiler imidlertid. Refusionen forventes at koste statskassen 30 millioner kroner i 2020. Findes der ikke en politisk løsning, vil det fra den ene dag til den anden blive markant dyrere at være elbilsejer.



”Vil man hjælpe den grønne omstilling på vej, er det nødvendigt med forskellige tiltag. Her er de 30 millioner kroner, som godtgørelsen koster, relativt billigt. Især når man ser på, hvad det vil betyde for den enkelte elbilist,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.



FDM har tidligere regnet på totalomkostningerne ved at køre elbil i forhold til benzin- eller dieselbil. Beregningerne viser, at det med afgiftsrefusionen i dag er billigst at køre elbil, mens det uden vil være lige så dyrt at køre elbil som dieselbil.

Clever's underleverandør kom med en ladeboks i løbet af tre dage, da vi bestilte den til vores BMW i3S. Der er ingen problemer med at få strøm nok til 11 kW-laderen, selv om huset er ældgammelt og har elinstallationer af tvivlsom kvalitet.

© S. Bachmann


”Udløber ordningen, vil det absolut ikke hjælpe salget af nye elbiler og dermed forsinke den grønne omstilling. Derfor mener vi, at man fra politisk side snarest må finde en langsigtet løsning og få skabt ro om afgiften. Det er i hvert fald et helt forkert signal at sende,” siger Ilyas Dogru.

Forbrugere skal belønnes – ikke beskattes

FDM foreslår derfor, at ordningen gentænkes og kommer til at omfatte alle elbilsejere og ikke kun dem, der leaser en ladeboks. I fremtiden kan forbrugerne hjælpe elsystemet ved at stå til rådighed, når der produceres vedvarende energi. Derfor skal forbrugerne belønnes, og tiltagene skal allerede tænkes ind i dag.

”Mange vil i de kommende år få elbil og egen ladeboks derhjemme. Vi mener kun, det er rimeligt, hvis private også vil kunne få godtgjort elafgiften direkte og ikke kun igennem de store ladeoperatører. Som reglerne er i dag, binder det reelt forbrugerne til ladeoperatørerne. Sådan burde det ikke være,” siger Ilyas Dogru.

Hvad er processtrøm?

  • De fleste virksomheder kan få godtgjort elafgiften på den strøm, de bruger til at fremstille deres produkt eller procesformål
  • Godtgørelsen er i 2019 på 88,4 øre pr. kilowatt
  • Skatterådet afgjorde i 2010, at opladning af elbiler også er omfattet af processtrømordningen. Ordningen er blevet forlænget af flere omgange, og senest indtil 2020. Herefter bortfalder den
  • Refusionsafgiften på elbiler beløber sig til ca. 30 mio. kr. om året og forventes at stige i takt med, at flere får elbil.
  • Hidtil har ladeoperatørerne sendt afgiftsrefusionen videre til kunderne.

Totalomkostninger kr. pr. km

Med afgiftsfritagelse for processtrøm:
Benzin: 3,20 kr.
Diesel: 3,14 kr.
Hybrid: 3,10 kr.
Plugin-hybrid*: 3,22 kr.
El*: 3,02 kr.
*Ved flatrate abonnement hos ladeoperatør

Uden afgiftsfritagelse for processtrøm:
Benzin: 3,20 kr.
Diesel: 3,14 kr.
Hybrid: 3,10 kr.
Plugin-hybrid*: 3,10 kr.
El*: 3,13 kr.
*Strømpris på 2,30 øre pr. kilowatt

Kilde: FDM. Udregningen omfatter alle udgifter ved finansiering, køb og drift af en ny mellemklassebil. 

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...