© Søren Juul

Prisen på dyrere brugte biler er i bund

Brugte biler faldt generelt i pris i 2018, og nu kan det også mærkes i den dyre ende, viser de seneste tal fra Bilbasen. Du kan få en 3-4 år gammel premiumbil til under halvdelen af nyprisen

21. maj 2019 af Bil Magasinet


Faldende bilpriser de senere pr har gjort, at det ikke længere er uopnåeligt for danske firmabilister og private købere at få adgang til mærker som Mercedes-Benz, Audi og BMW. 

Det gælder især, hvis man undersøger brugtbilmarkedet – her er der nemlig væsentlige penge at spare.

”Priserne på brugte biler faldt markant gennem 2018, og er ikke steget siden. Det gælder især bilerne i den dyre ende af premiumklassen. Derfor kan du få en tre-fire år gammel Audi A6, BMW 5-serie eller Volvo V90 til under halvdelen af nyprisen”, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

Tyske mærker er de mest populære

For få år siden var det biler som Ford Mondeo, VW Passat og Toyota Avensis, der var de mest populære brugte firmabiler i prisklassen omkring 300.000 kr. Men i takt med, at bilerne er blevet billigere i Danmark, så er efterspørgslen efter de mere luksuriøse firmabiler steget markant.

2016 BMW 530d Touring aut.
2016 BMW 530d Touring aut. © Søren Juul


I dag er det premium-modeller som Mercedes E-klasse, Audi A6 og BMW 5-serie, som er ubetinget de mest populære i forhold til efterspørgslen. I en markedsanalyse fra Bilbasen udgør de tyskproducerede mærker faktisk seks ud af de ti mest efterspurgte firmabiler i prisklassen 250.000-400.000 kr.

Tag også et kig på en brugt Volvo

”Der er i øvrigt fine alternativer til de tyske mærker, hvis man vil have en anden bil end naboens. Volvo er på vej frem med modeller som S- og V90 ligesom Jaguar i form af XF, som også er et populært alternativ til tyskerne,” påpeger Jan Lang.

Hvis premiumbilen kører på diesel

Skal premiumbilen være en dieselbil, så er det en god idé at være opmærksom på om den er udstyret med en motor, der lever op til EURO 6-standarden, der trådte i kraft fra september 2015. Dieselbiler med Euro 6-motorer er de mest moderne og mindst forurenende.

2016 Mercedes-Benz E 220 d T aut.
2016 Mercedes-Benz E 220 d T aut. © Søren Juul

Den populære – Audi A6

Ser vi på antallet af søgninger, så ligger Audi i toppen. Dette gælder også for udbuddet på Bilbasen. Mere specifikt er Audi A6 den mest populære af disse, og det er faktisk den model, som i gennemsnit har det laveste km-tal i forhold til prisen. For 300.000 kr. kan du få en Audi A6 stationcar fra slutningen af 2015, som har kørt lige over 100.000 km.

Det engelske alternativ – Jaguar XF

Er man på udkig efter engelsk luksus, så skal man dog være villig til at spendere en smule mere. Det engelske mærke Jaguar, der betegnes som værende en af de store ’katte’ i premiumfamilien, byder også på en anelse mere prestige end sine konkurrenter. Og med langt over en halvering af nyprisen kan du for ca. 340.000 kr. købe en Jaguar XF Prestige fra 2016, som har kørt i omegnen af 150.000 km.

Den nye i klassen – Volvo V60

Volvo, der er kendt for deres nordiske design og høje sikkerhed, er de seneste år blevet mere og mere efterspurgt på blandt andet Bilbasen. 

Volvo V60 er den mest populære. Den kom i 2010, blev faceliftet i 2014 og ar i produktion til starten af 2018, hvor den blev afløst af anden generation.

Du kan for knap 275.000 kr. få en Volvo V60 fra 2016 med lige over 100.000 km, der i komfort og udstyr minder om BMW 4-serien.

De 10 mest søgte premium-firmabiler på Bilbasen

  1. Audi A6
  2. BMW 5-serie
  3. Mercedes E-klasse
  4. Audi A5
  5. Volvo V60
  6. Skoda Superb
  7. BMW 4-serie
  8. Mercedes CLA-klasse
  9. Volvo V70
  10. Jaguar XF

Kilde: Bilbasen.dk. Søgningen er foretaget i prisintervallet 250.000-400.000 kr. fra d. 1/1-19 til 1/5-19.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.