brugte elbiler pris
© Bil Magasinet

Prisen på brugte elbiler rammer vildt niveau i Danmark

Brugte elbiler er mere attraktive end nogensinde før i Danmark, og ifølge en nylig undersøgelse fra Spar Nord og Bilbasen skyldes det i særdeleshed, at der er massive økonomiske fordele at hente.

28. april 2023 af Emil Winter

Billigere og mere attraktive end nogensinde før

I år er priserne på elbiler raslet ned - en tendens der især har været anført af Tesla. De faldende priser omfatter dog ikke blot nye elbiler, men i høj grad også de brugte. Det fremgår af en undersøgelse, som Spar Nord og Bilbasen har udført.

“Prisindekset for brugte elbiler i marts måned nåede ned på 84,9, mens det i september 2022 toppede i 118. Faktisk er det danske brugtbilmarked for elbiler det billigste i Europa med priser, der ligger godt 4 procent under det europæiske gennemsnit,” fremgår det af en pressemeddelelse fra Spar Nord

Det nuværende prisniveau er faktisk så gunstigt, at de brugte elbiler går som varmt brød til trods for inflation og globale sparetider. I marts 2023 var salget af brugte elbiler således steget med 44 procent i forhold til februar 2023, og det er der måske en god grund til ifølge Spar Nords cheføkonom, Jens Nyholm.

“Det viser, at når priserne falder nok, så vil det understøtte et øget forbrug. Det gælder selv i en situation, hvor mange holder lidt mere på pengene … Netop de mere usikre økonomiske forhold kan endda medvirke til at understøtte det øgede salg af brugte elbiler, da færre vil være tilbøjelige til at købe en spritny og dermed dyrere bil i dag sammenlignet med for bare 12 måneder siden,” siger Nyholm.

I takt med at det går forrygende for salget af brugte elbiler, er der også masser af spændende nyheder blandt de nye elbiler - læs eksempelvis om den helt nye Polestar 4 her!

Historisk billige i drift

Man skal ikke være nogen topøkonom for at vide, at kontantprisen på en bil ikke er den eneste omkostning. Der vil også i løbet af bilens levetid være løbende udgifter, der på fagsprog kaldes TCO (Total Cost of Ownership – som ifølge Spar Nord blandt andet omfatter afskrivningsprofil, slid og finansiering).

Når det kommer til TCO, overgår elbilerne faktisk også de konventionelle biler med forbrændingsmotor, hvilket ifølge Spar Nord og Bilbasens undersøgelse blot bidrager til de brugte elbilers attraktionsniveau.

“Elbiler i dag har en TCO, der 30 procent lavere end TCO’en for den gennemsnitlige solgte, brugte konventionelle bil. Det er den største forskel i elbilers favør nogensinde, og dermed er den brugte elbil nu historisk attraktiv,” fremgår det af undersøgelsen

Ydermere lægger undersøgelsen også vægt på, at de lave elpriser (sammenholdt med benzin- og dieselpriserne), udbredelsen af ladestandere samt det stigende antal af mere veludviklede og attraktive elbiler på markedet også øger incitamentet til at tilvælge brugte elbiler i dag. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...