Her ser du Polestar Precept. En ny konceptbil fra Volvo’s datterselskab, Polestar. Den bliver formentlig til produktionsmodellen kaldet Polestar 4 efter den sædvanlige vil-de-eller-vil-de-ikke proces, som gerne booster populariteten lidt. Svenskeren er fuldt elektrisk og har et sportsligt ydre. For første gang præsenterer Polestar noget, der virkelig er deres eget, og adskiller sig klart fra Volvo.
“Precept er en erklæring, en vision om, hvad Polestar står for, og hvad der gør mærket relevant,” fortæller Thomas Ingenlath, direktør for Polestar. “Bilen er et svar på de tydelige udfordringer, som vores samfund og industri står overfor”.
Precept skulle egentlig have været præsenteret på biludstillingen i Genève, men det blev som bekendt droppet på grund af coronavirus-pandemien.

SmartZone i stedet for grill
Stilen minder om en Volvo, der har fået masser af selvtillid. Lygterne er skarpere, mens der bagpå er en tynd lyssøjle, der strækker sig hen over bilens bagklap og giver den et futuristisk look samtidig med, at det får den til at ligne en fjern slægtning til Volvo’s mere modne S90.
Ligesom de fleste elbiler har Polestar Precept ikke en grill, men modsat de fleste EV’ere kalder Polestar området for SmartZone, da det er her de fleste sikkerhedssensorer er placeret. Sikkerhedssensorerne inkluderer to radarsensorer og et HD kamera.

Precept har ingen spejle
Fokus på effektivitet og performance betyder, at Precept er blevet gjort meget aerodynamisk. Den har fået monteret kameraer i stedet for spejle og en front vinge, der skulle sørger for, at luften glider hurtigere hen over Precept.
Precept markerer selskabets første selvstændige design og viser Volvo’s voksende ambitioner for Polestar, udtænkt som en mere progressiv, performance-orienteret rival til Tesla.

Selvkørende teknologi
Modulet, der sidder på taget, kigger ned på vejen og bruges når de selvkørende funktioner er slået til. Sammen med Google’s nye HMI software skulle Android Auto faktisk mere eller mindre kunne overtage hele bilen.
Eye tracking-teknologi med forskellige sensorer holder øje med, hvad du foretager dig og bilen reagerer derefter. Polestar har også arvet familiens kronjuveler: Et polestar emblem bliver vist holografisk mellem bagsædernes nakkestøtter – i hvert fald i konceptbilen. I produktionsudgaven er det usikkert, om den detalje overlever.

Polestar Precept bygger på bæredygtighed
Den anden del af Polestar’s mission har selvfølgelig fokus på bæredygtighed. Derfor er sædernes overflader lavet af genanvendte flasker, nakkestøtterne og andre dele er lavet af genanvendt kork, og tæpperne er lavet af genvundne fiskenet.
De hør-baserede kompositter til indvendige paneler og sæderygge giver en vægtbesparelse på op til 50 pct. i forhold til konventionelle materialer, og en reduktion på op til 80 pct. i mængden af plastaffald.
