© Robin Aron Olsson, Volvo Trucks

Overlæge: Helt simple ting er ofte årsag til trafikulykker

Hvorfor er landeveje så farlige, og hvor smart er det at der er afgift på sikkerhedsudstyr i biler? Vi spørger den nye formand for GF Fondens Trafikpriskomite, overlæge Lars Binderup Larsen

13. marts 2019 af Steen Bachmann


Overlæge Lars Binderup Larsen, der blandt andet er medlem af Haverikommissionen for Vejtrafikulykker, er udnævnt som ny formand for GF Forsikrings Trafikpriskomite.

Lars Binderup Larsen fra Odense Universitetshospital overtager formandskabet efter Jesper Sølund, der er gået på pension fra Rådet for Sikker Trafik.

Inspireret til at gøre noget ved trafiksikkerhed

Den nye formand ser frem til opgaverne i sin nye rolle:

"Allerede da jeg som helt ung læge arbejdede i skadestuen opdagede jeg, hvor mange der kommer til skade i trafikken. Det er fortsat et stort problem, selvom der er sket mange fremskridt. Det har været en stærk inspiration til at involvere mig i opgaver ved siden af mit arbejde på sygehuset," siger Lars Binderup Larsen.

Lars Binderup Larsen har arbejdet i mange år for Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital, og arbejder daglig med patienter som overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på hospitalet.

© Alex Tran

Hvor gode er vi i Danmark til at udnytte ny teknologi til at sænke antallet af trafikulykker?

"Vi er nok rimelig gode, da mange af de nye teknologier automatisk kommer som standardudstyr i biler. Omvendt er udfordringen, at den danske bilpark ikke er alt for ny på grund af de høje afgifter på biler."

Ny teknologi vil øge sikkerheden

Er der nogen lavthængende frugter i trafikken, som bør plukkes?

"Jeg tror desværre, at selv de lavest hængende frugter oftest er svære at få fat på. Igennem mit arbejde med HVU (Havarikommissionen for VejtrafikUlykker) ender vi ofte med, at der er helt simple ting, som manglende opmærksomhed på vejen, der er årsag til ulykkerne. Disse simple ting er svære at påvirke. Små hastighedsoverskridelser er ofte medvirkende til, at ulykkerne sker, eller at skaderne bliver alvorlige. Det er svært at undgå små overskridelser, og mere kontrol med flere bøder er ikke populært. Det er imidlertid en af de faktorer, der kan påvirkes med ny teknologi, hvor bilen selv overholder den gældende hastighedsgrænse."

Hvor smart er det, at der er 150 pct. afgift på sikkerhedsudstyr i biler?

"Det er selvfølgelig ikke smart, da det kan være årsag til, at noget sikkerhedsudstyr vælges fra."

Hvorfor er landeveje det farligste sted at opholde sig i trafikken?

"Vejtrafikken er steget en del de senere år, og mest på motorvejene, hvor sikkerhedsniveauet er højt på trods af høje hastigheder. Det skyldes, at det stort set ikke er muligt med frontalkollisioner. Det er en meget alvorlig ulykkestype på grund af den store kraftpåvirkning. På hovedvejene ses disse uheld ofte i forbindelse med overhaling. Her er også problemer med sideveje, hvor manglende overholdelse af ubetinget vigepligt fra sideveje kan have alvorlige konsekvenser."

Fokus på yngre bilister

Hvor vil GF Fondens trafikpriskomité have fokus i 2019?

"Vi vil gerne støtte nytænkende lokale projekter og vil også sætte fokus på de yngre trafikanter, og specielt yngre bilister med lille kørselserfaring. For eksempel ved at støtte praktisk køreerfaring og øge forståelsen for risikoen ved bilkørsel og påvirkning af alkohol og narkotika."

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.