DFDS investerer i eldrevne lastbiler fra Volvo Trucks, der i 2021 har en europæisk markedsandel på lige over 40 pct. af eldrevne lastbiler over 16 tons.

© DFDS

Ordrerne begynder at løbe ind til Mercedes og Volvo: Nu kommer de batteridrevne lastbiler

DFDS har bestilt 125 eldrevne lastbiler hos Mercedes-Benz, og Volvo melder også om efterspørgsel på deres batteridrevne lastbiler

30. december 2021 af Steen Bachmann

Nordeuropas største shipping- og logistikvirksomhed DFDS har lagt en ordre på 25 eldrevne Volvo FM Electric lastbiler hos Volvo Trucks. Det kommer efter en ordre i oktober på 100 biler, hvilket vil bringe flåden op på i alt 125 ellastbiler. 

De nye lastbiler skal bruges til transport for DFDS's logistiske system i Europa.

Volvo FM Electric truck har en rækkevidde på op til 500 km på en arbejdsdag, hvis man lynlader i for eksempel en frokostpause. Totalvægten er op til 44 tons.

Mercedes eActros kan øre op til 400 km på en opladning.

© Mercedes-Benz Trucks

Mercedes-Benz erhvervsafdeling er også i gang med batteridrevne lastbiler. Produktionen af den fuldelektriske Mercedes-Benz eActros begyndte i oktober 2021, og har netop fået sin første store ordre  med en bestilling fra svenske Einride på 120 eksemplarer.

Einride er specialist i digital, elektrificeret og automatiseret fragtservice, og planlægger at begynde udrulningen af den kommende flåde af nye eActros 300 og eActros 400 på udvalgte europæiske markeder i midten af 2022.

Udvikling mod el tager fart i 2022

Hos Karin Rådström, som er øverste chef hos Mercedes-Benz Trucks, er den store ordre et klart signal om en voksende interesse for elektrificeringen af transportsektoren:

“Med eActros markerer Mercedes-Benz Trucks en milepæl i elektrificeringen af den tunge transport. Vores mål er, at mere end hver anden lastbil, vi producerer i 2030, er elektrisk. Denne store ordre bekræfter os blot i, at vi er på rette spor,” siger Karin Rådström.

Den fuldelektriske eActros fås med tre eller fire batteripakker hver med en nettokapacitet på omkring 97 kWh. Med den store batteripakke har eAtros en rækkevidde på op til 400 kilometer på en fuld opladning.

Hjertet i den elektriske lastbil er drivlinen, som udgøres af en bagaksel med to integrerede elmotorer og en gearkasse med to trin. De to motorer leverer en kontinuerlig ydelse på 330 kW (449 hk) og kortvarigt 400 kW (544 hk).

Drivlinen opsamler desuden energi ved nedbremsninger, så der også tilføres strøm til batteriet under kørslen. Det er muligt at lade med en effekt på op til 160 kW, og dermed kan batteripakken i eActros 300 lades fra 20 til 80 procent på lidt over en time.

Europæisk ladenetværk til den tunge transport

Opladningsmulighederne er en af de vigtigste brikker i elektrificeringen af den tunge transport, og Mercedes-Benz Trucks er med i et samarbejde med TRATON GROUP og Volvo Group. De tre lastbilproducenter har skabt en joint venture, som står bag en ambitiøs plan om et omfattende netværk af offentlige hurtigladere designet til lastbiler og busser.

Netværket skal dække hele Europa, og med aftalen forpligter parterne sig til at investere massivt i udrulningen af ladeinfrastruktur til den voksende gruppe af kunder inden for tung, elektrificeret transport. Det fælles mål er komplet klimaneutral transport i Europa inden 2050.

Samarbejdet starter op i 2022, og allerede fra første færd investeres 500 mio. euro – omkring 3,7 mia. kroner – hvilket gør projektet til den suverænt største investering i hurtigopladning i Europa til dato. Planen er at etablere og drive minimum 1.700 ladestationer ved eller i nærheden af motorveje og logistiske knudepunkter inden for de første fem år af projektet.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...