audi q3 plugin-hybrid lade batteri danske biler

Audi Q3 plugin-hybrid med benzin- og elmotor har en glimrende brændstoføkonomi, hvis du ofte lader batteriet. Gør du ikke det, og kører du mange lange ture, er diesel et bedre valg.

© A. Hansen

Nye tal: Private ejere af plugin-hybrider lader deres biler 16-17 gange om måneden

Langt de fleste private ejere af plugin-hybrider lader ofte deres biler, viser nye data fra Danmarks største bilimportør, der dermed går imod kritikken af biltypen

6. december 2021 af Steen Bachmann

Danske ejere af plugin-hybrider oplader i stort omfang batterierne i deres biler. Det viser nye data fra landets største bilkoncern og -importør, Semler Gruppen, som har analyseret data fra ca. 900 danske plugin-hybridbiler. De viser, at ejerne generelt benytter sig af muligheden for at køre på el.

Der er tale om anonymiserede data fra Semler Connected Cars der viser, at langt de fleste opladningshybrider som VW Golf GTE og Audi A6 plugin-hybrid lades op henover natten, sandsynligvis fordi brugerne har en hjemmelader. 

Derudover viser data, at potentialet for kørsel på el er endnu større: Det skyldes, at mere end 90 pct. af alle køreture har en distance, som plugin-hybriderne kan køre på el alene.

Brugere af plugin-hybrider vil gerne lade

Undersøgelsen viser også, at langt de fleste brugere af en plugin-hybrid gerne vil oplade deres bil, når de har adgang til det.

“Vores data viser, at langt de fleste af vores kunder med en plugin-hybridbil oplader deres biler og udnytter muligheden for at køre på el i deres daglige kørsel. Jeg er glad for, at vores data viser, at elbatterierne i stor grad benyttes, med tanke på den verserende debat om klimapåvirkningen fra plugin-hybridbiler,” siger Lars Kornelius, adm. direktør i Skandinavisk Motor Co.

Hvad er en plugin-hybrid?

En plugin-hybrid kaldes også en opladningshybrid og står for en bil med to typer motorer og et batteri, der kan lades inden afgang.

På grund af den officielle EU-målemetode (WLTP) har plugin-hybrider et ekstremt lavt brændstofforbrug på papiret – mens det reelle forbrug afhænger 100 pct. af, hvor ofte man lader batteriet, og hvor langt man kører på el.

Registreringsafgiften beregnes i Danmark efter en bils CO2-udslip, som hænger sammen med brændstofforbruget. Derfor får plugin-hybrider et meget stort fradrag i afgiften.

Plugin-hybrider lades med et kabel i en hjemmelader som her eller i en offentlig hurtiglader. Her er det en almindelig 11 kW lader fra Clever, der kan lade batteriet i Audi Q3 på ca. tre timer.

© A. Hansen

BMW-ejere lader også ofte

Anonymiserede data indsamlet fra BMW Danmark i 2. kvartal 2021 viser, at de danske BMW-ejere også lader deres plugin-hybrider regelmæssigt.

Mere end 60 pct. lader bilen dagligt med en gennemsnitlig opladningstid på cirka tre timer, og mere end halvdelen af turene mellem ladesessionerne er på mindre end 50 km.

Andelen af opladninger, der foregår hjemme er på 90 pct. mens opladning på arbejdspladsen og i det offentlige rum er på hhv. 7 og 3 pct.

Kritikken går på sorte firmabiler

Kritikken af plugin-hybriderne går især på deres tvivlsomme brændstoføkonomi, hvis man lader være med at lade batteriet. Ifølge FDM giver en plugin-hybrid ingen mening, hvis man bare kører derudad og aldrig lader batteriet. 

Det er især valget af plugin-hybrid som firmabil, der har været kritiseret i blandt andet Politiken, og som har skabt politisk opmærksomhed omkring det store fradrag i registreringsafgiften, som plugin-hybriderne får på grund af deres lave forbrug på papiret.

Markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen fortæller om en flådechef fra en større dansk virksomhed, som udstyrede mange af sine ansatte med plugin-hybrider og derefter kunne konstatere et gennemsnitligt brændstofforbrug af benzin på 12,8 km/l. Årsagen er, at brugerne kører længere afstande og uden at lade batteriet.

Det er et problem, hvis en plugin-hybrid kun vælges på grund af den lavere beskatningsværdi som firmabil og ikke på grund af, at den kan køre korte eller længere afstande på el – hvis man lader batteriet. 

Plugin-hybrider kører længere på literen

Plugin-hybridbiler kører længere på literen end andre tilsvarende biler, når ejerne udnytter teknologien og jævnligt lader batteriet. Det viser de nye tal fra Semler Connected Cars.

Data i Semler-undersøgelsen er baseret på ca. 900 danske plugin-hybridbiler september 2020-juni 2021.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...