© S. Bachmann

Nye tal: Laveste indregistrerede antal biler i 7 år

Bilsalget styrtdykker, men det vil gå endnu værre i april, viser de seneste tal. Bilbranchen hænger i med det yderste af neglene for at undgå fyringer

5. april 2020 af Steen Bachmann


De Danske Bilimportørers statistik over salg af nye biler i marts viser, at den første halvdel af måneden var tæt på det normale niveau – og at det så gik lidt nedad. 

Årsagen til, at krisen endnu ikke kan aflæses i statistikken er, at de aktuelle tal for marts 2020 er de faktiske leveringer af biler. Nogle kunder får bilen få dage efter bestilling, mens andre biler har længere leveringstid.

Der er i marts 2020 kommet 15.184 nye personbiler ud på vejene, hvilket er 1,2 procent færre end i måneden forud (februar 15.005 biler). 

Salgsnedgang slår først igennem i april

Helt grundlæggende ”mangler” der det antal biler som typisk handles og leveres i den samme måned. 

Bilimportørerne skriver, at man ikke kan sammenligne med marts 2019, der var rekordhøjt grundet forventninger om afgiftsstigninger pr. 1. april 2019 (som dog ikke blev en realitet).

Kilde: De Danske Bilimportører
Kilde: De Danske Bilimportører

"Med den nuværende ordreindgang, ser vi desværre ind i store udfordringer for bilimportørerne og i øvrigt også for vores forhandlere de næste måneder. Vores forventning til den kommende måned er en lidt lavere ordreindgang, også grundet påsken, og det vil resultere i betydelig lavere salgstal (leveringer) i de kommende måneder.” siger direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.

Salg af biler til udlejning annuleres

Salg af biler til udlejning, som normalt typisk er høj hen på foråret, er minimal grundet de forskellige rejserestriktioner. 

Salget af udlejningsbiler er traditionelt et stort marked i marts. Sidste år blev der leveret knap 6.000 i marts måned, mens tallet i år blot er ca. 2.600, hvilket er helt naturligt med tanke på de gældende rejsebegrænsninge

Til gengæld er biler til firmakunderne ikke faldet så meget som salget til de private. 

På nuværende tidspunkt er det bilimportørernes vurdering, at antallet af nye kontrakter i marts er faldet med 40-60 procent, om end noget forskelligt for de enkelte kundetyper. 

Kilde: De Danske Bilimportører
Kilde: De Danske Bilimportører

*baseret på nyregistreringer

Det går bedre for de grønne biler 

Leveringen af elbiler er ikke umiddelbart påvirket af den generelle salgsnedgang, og det går fortsat godt for elbilerne. 

I marts 2020 har 1.114 nye elbiler fået asfalt under dækkene, hvilket er mere end en fordobling i forhold til marts 2019, der bød på 530 nye elbiler. Der er ikke kommet så mange nye elbiler på vejene en måned siden december 2015 – lige før afgiftsindfasningen trådte i kraft – hvor der blev solgt 1.554 elbiler.

Det nye incitament for firmabilsbrugere til at få en opladelig bil (elbil eller plug-in hybrid) fra 1. april, ser dog ikke ud til at have påvirket salget af elbiler betydeligt, idet 80 procent er leveret til private. Måske har det haft en positiv indflydelse på plug-in bilerne i firmabilsmarkedet, idet ca. 40 procent er leveret til typiske firmabilsbrugere.

Fakta

I marts 2020 stod elbilerne for 7,3 procent af nyregistreringerne – til sammenligning udgjorde elbiler 2,4 procent af de nyregistrerede personbiler i 2019.

Der er indregistreret 2.139 elbiler i 1. kvartal af 2020 mod 1.006 elbiler i de tre første måneder af 2019.

Hybrid og plug-in hybrid

Der er indregistreret 649 nye plug-in’er i marts 2020, hvilket er 66 procent flere end i marts 2019, hvor der kom 391 nye plug-in’er. Det er en stigning på 258 køretøjer i absolutte termer.

Til og med marts 2020 er der indregistreret 2.019 nye biler – i 1. kvartal sidste år blev der indregistreret 1.221 nye plugin’er. Det er en stigning på 65,4 procent.

Salget af almindelige hybridbiler (ikke-opladelige) har været meget stabilt de foregående 12 måneder. I marts 2020 ser vi dog, at salget af alm. hybrider, som for de konventionelle biler, ligeledes dykker – til 734 mod 1.394 i marts 2019. Det er et fald på 47,4 procent.

I årets første kvartal er der blevet indregistreret 24,2 procent færre alm. hybrider end i første kvartal af 2019. I år er der således kommet 2.321 nye alm. hybrider ud på vejene i årets tre første måneder, mod 3.062 i samme periode af 2019. 

Læs mere om statistikken hos De Danske Bilimportører.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...