Nu skal Danmarks bedste mekaniker findes

Er du ikke helt tilfreds med din lokale mekaniker? Så skal du måske holde øje med vinderen af DM i personvognsmekaniker, der snart løber af stablen

24. januar 2016 af Christian Thestrup

Traditionen tro deltager personvognsmekanikerne som konkurrencefag ved årets Danmarksmesterskab i håndværk, DM i Skills, som finder sted i Messe C i Fredericia den 4.-6. februar. Og der bliver nok ikke holdt mange kaffe- eller toiletpauser, når landets bedste personvognsmekaniker skal findes.

I år dyster otte talentfulde lærlinge om titlen. De otte har allerede kvalificeret sig fra de lokale og regionale mesterskaber rundt om på erhvervsskoler i Danmark, så der bliver hård konkurrence i motorrummene. Ved DM i Skills 2016 vil publikum kunne opleve en helt ny måde at finde Danmarks bedste personvognsmekaniker på. Det er nemlig første gang, at danmarksmesteren findes gennem en personvognsbattle.

Deltagerne vil dyste i henholdsvis semifinaler og en finale på hver sin bil af samme model. Den, der først finder de indbyggede fejl, retter dem, og får bilen til at starte, vinder.

Finalen finder sted lørdag kl. 11 og giver publikum en endnu mere spændende oplevelse, når Danmarks bedste personvognsmekaniker kåres i Fredericia.

Det er Industriens Uddannelser, DI – Dansk Industri og Dansk Metal som har gjort det muligt for personvognsmekanikerne at deltage som konkurrencefag ved DM i Skills. Konkurrencen gennemføres i samarbejde med Syddansk Erhvervsskole samt sponsorerne Bosch, au2parts og Dansk Bilbrancheråd. Det er med til at sikre, at det ikke blot er et danmarksmesterskab, men også en god platform til at fortælle de mange unge og forældre, som lægger vejen forbi Messe C i løbet af de tre dage, om uddannelsen.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...