Nu kommer festivalen til dig, som elsker elbiler

Hvis du er vild med at køre elektrisk, kan du nu glæde dig over, at Danmarks første elbilsfestival bliver afholdt i Danmark i kommende weekend.

16. juni 2018 af Anders Richter

Flere og flere nye bilmodeller, som lanceres i øjeblikket, er elbiler, og der er ingen tvivl om, at det er her, mange bilmærker i øjeblikket har sit fokus. Det har gjort, at en stribe jyske idémænd, har taget teten og stablet en såkaldt "Dansk Elbil Festival" på benene. Idéen er, at du kan møde op og blive klogere på alt, hvad der har med elbiler at gøre, og samtidig afprøve de nyeste modeller. 

Vi tog en kort snak med idémanden bag festivallen, Thomas Eilskov Jensen, marketingskoordinator hos Jysk Energi.

BM: Hvorfor har I valgt at afholde en elbilsfestival?

TEJ: Vi vil gerne være en del af den udvikling, der sker med elbilerne. Vi er et energiselskab, så vi vil gerne levere strømmen til alle de elbiler, der kommer ud på de danske veje i de kommende år. Strøm er fremtidens benzin.

BM: Hvem håber I kommer til festivalen?

TEJ: Festivalen er gratis, og vi ønsker den skal være tilgængelig for alle, der har interesse i elbiler. Unge og ældre – kvinder og mænd.

BM: Er det kun for folk, der i forvejen kører elbiler?

TEJ: Vi vil se mange entusiaster, men vi håber også at mange almindelige danskere, der overvejer at købe en elbil, kommer og søger inspiration og viden.

BM: Hvad er jeres forventninger til arrangementet?

TEJ: Vi vil gerne være med til at vise Danmark, at elbilerne kan erstatte benzinbilerne, og være et klimavenligt alternativ til det næste bilkøb. Så hvis kan vi plante den idé i hovederne på nogle af de besøgende, så er festivalen en succes. Og så håber vi selvfølgelig at mange vil lade sig inspirere af vores El-panel med blandt andet Frank Hvam, der kører elbil til dagligt.

Hvis du er blevet fristet, kan du læse meget mere om arrangementet, der afholdes lørdag d. 23. juni i Struer, hér.


Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...