Med den nye feature i OK's app kan du åbne tankstanderen via stemmestyring på iPhone.

© Victor D. Kraft

Nu kan Siri åbne tankstanderen

Den digitale forbruger vil have, at det skal være nemt - derfor kan du nå både starte en bilvask og åbne en tankstander ved at tale til iPhone's stemmestyrede assistent

2. marts 2020 af Steen Bachmann


Med energiselskabet OK’s app kan man åbne en benzinstander, starte en bilvask eller betale for parkering uden at stige ud af bilen. Nu er det også muligt at styre funktioner med stemmestyring via Apples Siri-assistent. 

Dermed kan man åbne en stander på tankstationen ved at sige “tank” efterfulgt af standernummeret uden at tage mobiltelefonen frem. 

Siri styrer app fra tredje part

Teknologien er ny, og ifølge Mikkel Kaczmarek, app manager i OK, er det også nyt at benytte Siri-genveje til at gennemføre en handling i en tredjepart-app.

“Ofte spørger man Siri om noget og får svar. Man får normalt ikke Siri til at gøre noget som at åbne en benzinstander. Men det gør vi. Vi bruger appens nye funktionalitet på en ret unik måde, som tager udgangspunkt i kundeoplevelsen,” siger Mikkel Kaczmarek fra OK. 

”Løsningen bygger på, at Apple i september sidste år tillod, at tredjeparts-apps kan give en kommando via de her lidt avancerede IOS-genveje. Det er en teknologi, der er i modningsforløb, men som vi allerede på nuværende tidspunkt mener – fordi vi er så langt fremme med vores app – kan gøre kunderejsen mere nem og bekvem.”

Stemmestyring passer perfekt til bilen

Ifølge OK er bilen – eller kabinen i bilen – det oplagte rum til at udfolde det, Siri-teknologien kan tilbyde.

”Det er stadig lidt akavet at bruge Siri i det offentlige rum. Men ikke i bilen, hvor brugeren sidder mere privat og måske allerede benytter teknologien til at foretage opkald og så videre. Vi tror og håber, at vores nye funktionalitet kan blive lige så let anvendelig for brugerne,” siger Mikkel Kaczmarek i en pressemeddelelse.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...