Testvinder med airbag
Autostole til børn bliver stadig bedre og mere sikre, og nu kan man endda få en autostol med indbygget airbag. Det drejer sig om modellen Cybex Anoris T, som passer til børn op til seks år.
Det skriver FDM i en pressemeddelelse.
Airbaggen sidder i en pude, der holder barnet på plads i stolen. Hvis uheldet er ude, pustes en airbag op på 40 millisekunder og holder barnet på plads i autostolen.
ADAC, der er FDM's tyske modstykke, har testet stolen sammen med 31 andre autostole, og der imponerede Cybex Anoris T og fik seks stjerner og titlen som Testvinder.
“At den første autostol nu også har fået indbygget airbag, er kun positivt og viser sig i testresultatet, der er til seks stjerner. Det er det bedste resultat for en autostol i flere år,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Testen blev udført med to forskellige dukker, der svarer til et barn på halvandet år og et på seks år, og i begge tilfælde var sikkerheden i top.
Blandt de øvrige 31 stole får de 21 fire eller fem stjerner, mens syv stole kun er betinget anbefalet. Tre autostole dumper på dårlig sikkerhed eller fund af skadelige stoffer.

Værd at vide om autostole
- Stolen skal passe til barnets størrelse (alder, vægt, højde)
- Stolen skal passe til bilen. Prøv stolen i bilen inden køb
- Til de større børn anbefaler FDM selepuder med rygstøtte, da de beskytter bedre. Selepuder uden rygstøtte er dog bedre alternativer i forhold til at lade børn sidde på bilens sæde. F.eks. hvis legekammerater skal med i bilen
- Børn under 135 cm skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til deres vægt og højde
- Autostole og selepuder skal være godkendt med ECE 44-03, ECE 44-04 eller ECE R-129 (i-Size)
- Det koster et klip i kørekortet, hvis barnet ikke er spændt fast i godkendt autostol eller selepude, der passer til barnet