Nu bliver det endnu nemmere at betale for parkering

Nyt samarbejder gør det nemmere at betale for din parkering via mobilen. Løsningen dækker alle danske byer og ca. 700 byer i resten af Europa.

4. april 2018

De to digitale løsninger Mobilepay og Easypark, der udbyder to af Danmarks mest udbredte apps, gør det nu nemmere at betale for parkering. Mobilepay benyttes af 3,8 millioner danskere og findes i dag på ni ud af 10 danske smartphones. Easypark er den mest benyttede parkeringsapp i Danmark og kan bruges i alle danske byer med parkeringsbetaling. Fra april er det muligt at vælge Mobilepay som betalingsløsning i Easypark-appen.

Hvis man allerede har Mobilepay på sin smartphone, og man downloader Easyparks parkeringsapp, kan man betale for sin parkering med det samme – uden at man først skal registrere sine kreditkortoplysninger i appen. Løsningen kan anvendes alle steder, hvor man kan bruge Easypark – i både Danmark og i udlandet.

Sparer tid

Den nye løsning, hvor Mobilepay kan anvendes til hurtig betaling i Easypark-appen, vil gøre det lettere for alle at komme i gang med at klare parkering via mobilen. Og det er hele formålet ifølge EasyPark.

”Vi arbejder hver dag på at gøre parkering nem og fleksibel. Parkeringsbetaling skal tage så lidt tid som overhovedet muligt. Vi parkerer bilen, fordi vi skal noget, og det er det, vi skal, som vi alle sammen ønsker at bruge tid på. Derfor er vores nye samarbejde med Mobilepay en naturlig udvikling, som er med til at gøre parkering mere enkel og bekymringsfri,” siger Bernd Reul, Country Manager for EasyPark i Danmark.

Hos MobilePay glæder man sig over at få EasyPark som kunde. Det gør det nemmere at være bilist og udvider endnu engang nytten af betalingsappen.

”Vi er glade for, at vores betalingsløsning atter viser sin berettigelse for vores brugere og erhvervskunder. MobilePay har flere millioner danskeres tillid. Det skal vi konstant honorere ved at være relevante og brugbare, dér hvor forbrugere og virksomheder har behov for hurtig og sikker betaling. EasyPark er Danmarks og Europas mest udbredte parkeringsapp og et eksempel på en kunde, vi er stolte over at have hos os,” siger Mark Wraa-Hansen, administrerende direktør hos MobilePay. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.