Alfa Romeo 1750 GTV Coupe
Alfa Romeo 1750 GTV CoupeMed fremragende kørsel fik Bent Mikkelsen og Jens Gandrup placeret deres Alfa Romeo som nr. 10 på første specialetape i det historiske Monte-Carlo rally, kun for at se dagens etape annulleret på grund af snekaos.© Intercom

Vintervejr skaber kaos i Monte Carlo Rallye

Læs bloggen fra det historiske Monte Carlo Rallye, der er begravet i sne

6. februar 2012 af Michael Eisenberg

---5. februar---

Dansk nedtur i Monte

Vintervejr skabte kaos for de klassiske rallybiler

Den danske favorit til en topplacering i Rallye Monte-Carlo Historique, den tidligere danmarksmester i rally, Lars Bækkelund fra Horsens, valgte at tage det med et stort smil, da hans rally gik totalt i vasken.

På løbets sidste specialetape måtte Bækkelund og hans codriver Arne Pagh ud af bilen for at skubbe konkurrenter, der ikke kunne komme op ad en totalt tiliset bjergvej. Da det blev hans egen tur, var der ingen til at skubbe, og Bækkelund fik et kæmpe tidstab i lighed med andre af løbets favoritter.

Seks døgn i gammel Fiat
"Det var ikke vores løb i år, vi havde flere uheld undervejs. Heldigvis er der længe, til vi skal beslutte, om vi orker igen til næste år," sagde Lars Bækkelund med et smil klokken fem om morgenen på havnen i Monaco efter seks døgns udmattende motorløb med sin Fiat 128 Coupé fra 1972. Han havde to dage inden smidt sine sejrschancer ved at sidde fast i en snedrive på et tidspunkt, hvor han lå nummer syv ud af flere end 300 deltagere.

Andre danskere havde også skuffelser. Længe lå Bent Mikkelsen og Jens Gandrup til at blive bedste danske hold. Men ved starten på sidste specialetape strejkede motoren på deres Alfa Romeo, og de måtte tage med servicebilen de sidste 60 kilometer ned til Monaco, mens rallybilen blev efterladt oppe på bjerget.

Bedste danskere blev Peter Karlsen og Erik Rasmussen i en Volkswagen Golf GTI fra 1978. De blev nr. 81, mens debutanterne Hans Geschwendtner og John Mau i Volvo 142 kom igennem på en meget ærefuld placering som nr. 136. Lars Bækkelund og Arne Pagh blev nr. 122.

---4. februar---

Lørdag kl. 04.25

Danskere i uheld

Bent Mikkelsen og Jens Gandrup udgik med defekt motor i deres Alfa Romeo 1750 GTV inden starten på sidste specialetape.

Lars Bækkelund og Arne Pagh i Fiat 128 Coupé blev sinket på sidste specialetape af biler der ikke kunne komme op af en bakke.

 

---3. februar---

Dansk fremgang i Monte

Alle fire danske hold havde en fin dag, da Rallye Monte-Carlo Historique torsdag gæstede det centrale Frankrig. I bidende kulde og på isede bjergveje kæmpede løbets tilbageblevne 230 mandskaber sig gennem en række af de berømte specialetaper.

Bedst af danskerne var Lars Bækkelund og Arne Pagh, der kørte den lille Fiat 128 Coupé ind på topplaceringer hele dagen, blandt andet med en andenplads på en enkelt etape. Men skuffelsen bider stadig i de to kørere, efter at de onsdag satte alle sejrschancer over styr ved at parkere ufrivilligt i en snedrive.

"I morges var jeg træt af det, men i dag har vi da vist, at vi kan være med," sagde Lars Bækkelund efter at have kørt sig op fra nr. 176 til nr. 129.

Bent Mikkelsen og Jens Gandrup kørte efter en nærmest fejlfri indsats deres Alfa Romeo 1750 GTV op fra nr. 135 til nr. 89. De er nu bedste danskere, en position de har fine muligheder for at bevare. De er dog tæt fulgt af Peter Karlsen og Erik Andersen i VW Golf GTI, der rykkede fra nr. 105 til nr. 95.

Debutanterne Hans Geschwendtner og John Mau i Volvo 142 har gjort det flot. De er rykket fra nr. 150 til nr. 125.

Løbets sidste etape går fredag fra Midtfrankrig tilbage til Monaco, hvor deltagerne skal ud på natetapen "De lange knives nat". Rallye Monte-Carlo Historique slutter i Monaco lørdag morgen.

 

---2. februar---

Lars Bækkelund fra top til bund

Efter en fantastisk start måtte danskerne Lars Bækkelund og Arne Pagh se alle sejrsmulighederne fryse til is i en snedrive i Rally Monte-Carlo Historique.

 På onsdagens tre første specialetaper kom de ind som henholdsvis nr. 8, 7 og 7 i deres Fiat 128 Coupé og lå samlet på en syvendeplads i det krævende løb. Men på aftenens sidste etape i tæt tåge kørte de af vejen og sad fast i en snedrive i fem minutter. Det betød en samlet placering efter de første fem ud af 14 etaper som nr. 172.

 

Fiat 128 Coupe
Fiat 128 Coupe

Fra en syvendeplads ud af 300 deltagere endte Lars Bækkelund og Arne Pagh dagen som nr. 172 efter at have siddet fast i en snedrive med deres Fiat 128 Coupé

© DASU

"Jeg bremsede lidt for sent til et sving, og bilen sad oven på sneen, til vi fik den gravet ud," sagde en træt og skuffet Lars Bækkelund ved etapemålet i Valence.

 Det barske vintervejr fortsætter sit greb om Rallye Monte-Carlo Historique. Med 15 minusgrader og spejlblanke veje måtte næsten 100 mandskaber udgå, mens så godt som alle andre havde problemer undervejs.

 Bent Mikkelsen og Jens Gandrup havde en mindre afkørsel i deres Alfa Romeo 1750 GTV, men kom videre med det samme.

 "Det er et barsk løb, som kræver meget af deltagerne med det hårdeste vintervejr i mange år," vurderede Bent Mikkelsen efter dagens etape.

 

---1. februar---

Optimistisk start på Monte

Alfa Romeo 1750 GTV Coupe
Alfa Romeo 1750 GTV Coupe

Med fremragende kørsel fik Bent Mikkelsen og Jens Gandrup placeret deres Alfa Romeo som nr. 10 på første specialetape i det historiske Monte-Carlo rally, kun for at se dagens etape annulleret på grund af snekaos.

© Intercom

Med fremragende kørsel fik Bent Mikkelsen og Jens Gandrup placeret deres Alfa Romeo som nr. 10 på første specialetape i det historiske Monte-Carlo rally, kun for at se dagens etape annulleret på grund af snekaos.

Mens Rally Monte-Carlo for historiske biler druknede i sne, kørte et dansk hold sig helt i top, kun for at se hele løbets første døgn annulleret, da et snekaos lagde Sydfrankrig totalt ned.

Det var Dansk Automobil Sports Unions formand Bent Mikkelsen og hans codriver Jens Gandrup, der i et fremragende samarbejde mellem kører og navigatør kørte deres Alfa Romeo 1750 GTV Coupé ind som nr. 10 på løbets første specialetape, inden den blev spærret af et væltet træ.

"Landevejene var blokeret af busser, politiet samlede deltagerne i en konvoj med 20 kilometer i timen, og flere end 140 af løbets over 300 deltagende biler nåede aldrig frem til første specialetape," fortæller Arne Pagh, codriver for Lars Bækkelund, der i sin Fiat 128 Coupé regnes for en af løbets favoritter.

Intet vejgreb på Fiat'en
"Det var ligegyldigt hvilke dæk, jeg havde på, bilen kunne ikke stå fast," sagde Lars Bækkelund på havnen i Monaco efter et rædselsdøgn i de sydfranske Alper.

Her troede de danske topkørere, at de var udelukket, mens så besluttede juryen at slette stort set hele snedøgnet. Det betyder, at Rallye Monte-Carlo Historique starter for alvor onsdag morgen. Alle deltagerne får en ny chance. Men forude venter fire døgn med endnu mere sne.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...