Vi har fundet en ung Tom K frem fra dengang han stadig kørte Formel 3000

Den oprindelige artikel blev bragt i Bil Magasinet i juni 1996, her følger den i sin rene, uredigerede form:

Når jeg bliver stor, vil jeg være racerkører

Tom Kristensen har hele verden som sin arbejdsplads, de seneste fire år med Japan som fast base. Navne på eksotiske lande og byer flyder lige så naturligt fra hans mund, som når vi andre taler om, hvad vi så i fjernsynet i aftes.

Tom er priviligeret, mener han selv. Ikke nok med, at han beskæftiger sig full-time med dét, han allerbedst kan lide, nemlig racerløb. Han kan også leve ganske godt af det, hvilket kun de allerfærreste europæiske kørere kan.

- Da jeg var en lille knægt, sagde jeg altid, at jeg ville være bankdirektør. Det var vist mest fordi, jeg havde hørt, at en bankdirektør tjente godt, erindrer Tom Kristensen.

- Der var også en periode, jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller. Jeg var da på junior-divisionsholdet i Randers Freja. Men dengang kørte jeg også gokart og valgte altså at satse på motorsport. Heldigvis.

Tom Kristensen trækker på smilebåndet, når han tænker tilbage på sine første vaklende skridt i den karriere, der i dag har gjort ham til en succesrig racerkører med en fornem international karriere.

- Min far kørte race, da jeg var knægt, og jeg blev ret fascineret af miljøet, når vi tog rundt på banerne. Ud over stemningen var det først og fremmest gokarterne, der fangede interessen hos en bette knægt som mig. Bilerne var jeg ligeglad med.

- Jeg fik min første gokart som 9-årig og begyndte hurtigt at køre løb. Dengang tænkte jeg ikke længere, end at det bare var fart og spænding. Men jeg blev grebet af det, og allerede da jeg gik i 8. klasse, kørte jeg løb i udlandet. Det var på dét tidspunkt, jeg måtte vælge mellem fodbolden og motorsporten. Det sidste krævede en masse penge, men takket være hjælp, blandt andet fra den danske importør af Kali Karts, satsede jeg alt på motorsport. Eller næsten alt. For jeg fik mig da taget sammen til at tage en uddannelse som bankassistent, før det rigtigt gik løs.

I 1992 anbefalede Kurt Thiim og Kris Nissen den unge hobroenser til VW i den tyske Formel 3-klasse. Tom blev Michael Schumachers arvtager og vandt mesterskabet. Herpå fik han tilbudt job som kører hos Toyota i den japanske F3-klasse og vandt såvel mesterskabet som det uofficielle VM i 1993. Karrieren fortsatte i den japanske Formel 3000, hvor han i 1995 opnåede en delt andenplads.

Medaljen har imidlertid også haft en bagside. Kuffertlivet og en komplet uforudsigelig kalender har gjort det svært at opretholde et normalt liv med familie og venner, ligesom årene som “fremmedarbejder” i Japans meget anderledes kultur ikke altid har været lige nemme. Nu er Tom tilbage i Europa, hvor han kører i den internationale Formel 3000-serie. Sideløbende skal han dog også køre syv sportsvognsvogn-løb i Japan.

- Det bliver et hårdt år, for man får ikke noget foræret i motorsporten. Mange unge racerkørere vil nok give mig ret i, at det ikke er nok at have talent. Man skal kæmpe indædt - også alle andre steder end på banen - hvis man vil nå noget, siger Tom Kristensen.

- Jeg har sat mig mange del-mål, som jeg har forfulgt. Min drøm har altid været koncentreret om at nå så gode sportslige resultater som muligt - at få lejlighed til med det rigtige grej og det rigtige team at vise, hvad jeg duer til. Det er lykkedes hidtil, synes jeg. Så må skæbnen afgøre, om drømmen skal ende i en plads i Formel 1.