© Michael Cooper / ALLSPORT

Trailer til ny Schumacher-film giver dig kuldegysninger

På 30 års-dagen for Michael Schumachers første Formel 1-løb udsendte Netflix traileren til deres kommende dokumentar om den legendariske racerkører.

26. august 2021 af Patrick Boje Jensen

Frigivet på vigtig årsdag

Onsdag den 25. august var det præcis 30 år siden, Michael Schumacher gjorde sin entré i Formel 1 på Spa-racerbanen i Belgien. Èt år senere - i 1992 - tog han sin første Formel 1-sejr på selvsamme bane.

Det er nok ikke tilfældigt, at det også var den 25. august, Netflix frigav traileren til deres kommende Schumacher-dokumentar.

Dokumentaren bliver en rejse gennem Schumachers karriere og privatliv, og det er umuligt ikke at få kuldegysninger, når man i traileren hører Michael Schumacher fortælle, hvordan han som ung gokart-kører tog de andres kasserede dæk og satte dem på sin egen kart - og naturligvis tævede dem alle sammen.

Se video fra Schumachers debut herunder - og se traileren i bunden af artiklen:

Snart premiere

Dokumentaren er blevet til med velsignelse fra Schumacher-familien, og i traileren ser man både Michael Schumachers far, kone og hans to børn, inklusive nuværende Haas-kører Mick Schumacher.

Også landsmanden Sebastian Vettel, der selv har vundet verdensmesterskabet fire gange, dukker op i traileren.

Michael Schumacher sluttede sin gloværdige F1-karriere med 91 sejre og syv verdensmesterskaber. Dokumentaren Schumacher får premiere på Netflix den 15. september.

Du kan se traileren her:

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...