© FIA Formula 3

Sensationel start på Formel 3-mesterskabet for Christian Lundgaard

De 17-årige dansker vandt sæsonens første løb med 30 biler i feltet, men fik en fem sekunders straf, der sender ham på andenpladsen i mesterskabet

13. maj 2019 af Bil Magasinet


Lørdag fik Christian Lundgaard, der kører for ART Grand Prix, en fantastisk debut i den nye Formel 3 serie, da han krydsede målstregen i første position. 

En ærgerlig forseelse under en Virtual Safetycar, der ikke gav Christian Lundgaard nogen fordel, gav dog en fem sekunders straf efter løbet og betød den kun 17-årige dansker sluttede på andenpladsen. Straffen har været heftigt diskuteret i motorsportskredse, men den stod ikke til at ændre og Christian Lundgaard og teamet måtte acceptere den, for forseelsen, hårde straf.

V6-motor med turbo og KERS-system

Lørdagens andenplads gav en startplacering som nummer syv til søndagens løb, da der byttes rundt på top otte. Løbet blev præget af to lange perioder med safetycar, men til trods for at Christian Lundgaard kæmpede med grebet i sin racer, avancerede han en plads i løbet og sluttede på sjettepladsen.

christian lundgaard
Christian Lundgaard © FIA Formula 3


Den nye Formel 3 racer har fået tilføjet features, der matcher udfordringerne fra Formel 1. Med en 6-cylindret motor på 3,4 liter, der yder 380 hk, accelerer formelbilen fra 0-100 km/t på 3,1 sekunder og kan nå en topfart på 300 km/t. 

Kører for samme team som Hamilton

Racerne er forsynet med hybridsystemet DRS, der ligesom i Formel 1 kan anvendes på forudbestemte langsider som ekstra hjælp til overhaling af konkurrenterne og omkring cockpittet er monteret en Halo, der skal beskytte kørernes hoved ved sammenstød som det også ses i Formel 1.

Christian Lundgaard stiller til start for ART Grand Prix, der har mere end 15 titler i både Formel 2 og Formel 3 (GP2 og GP3). Flere af dagens Formel 1 kørere har kørt for ART Grand Prix, blandt andet Lewis Hamilton, Sebastian Vettel, Charles Leclerc, Valtteri Bottas, Nico Hülkenberg og George Russell.

Christian i sin Art Grand Prix-racer i Barcelona
Christian i sin Art Grand Prix-racer i Barcelona © FIA Formula 3


"Før weekenden havde jeg gerne solgt den for en samlet andenplads i mesterskabet" sagde Christian Lundgaard efter løbet. 

Bilen var for hård ved dækkene

"Jeg er ny i serien og der er fortsat en masse at lære, så jeg er utrolig glad for weekendens resultat. Selvfølgelig er jeg rigtig ærgerlig over, at jeg mistede sejren lørdag, men vi fik vist, at vi har farten og det er positivt. Søndag var vores bil desværre lidt for hård ved dækkene. I den sidste sektor havde jeg intet greb og mistede for meget tid til konkurrenterne og kunne derfor ikke komme tæt nok på, til at kunne angribe på langsiden. Men ART Grand Prix er et stærkt team og jeg er sikker på, at vi får kigget på en masse data og kommer stærkt tilbage".

Formel 3

Supportklassen til Formel 1 er indledningen på den direkte vej mod Formel 1, der skal efterfølges af Formel 2 og siden Formel 1.

Formel 3 er det nye navn for den serie, der sidste år hed GP3. Formel 3 afvikles sammen med Formel 1 og navneskiftet synliggør det internationale motorsportsforbund FIA’s ønske om, at have en klar rangering af klasserne mod Formel 1, således at supportklasserne til Formel 1 nu hedder Formel 3 og Formel 2.

Med de to pointgivende resultater er den danske Formel 3 rookie, der er tilknyttet Renault Formel 1 teamet som juniorkører, på andenpladsen i mesterskabet, kun overgået af den mere erfarne Ferrari juniorkører Robert Shwartzman. 

En stærk sæsonstart i et felt, hvor 20 af de 30 kørere, modsat Christian Lundgaard, har tidligere erfaring med en sæson i enten Formel 3 eller GP3.

Næste afdeling af Formel 3 afvikles på Paul Ricard den 21.-23. juni.

Løbskalender Formel 3 2019

10 - 12 May 2019 Circuit de Barcelona-Catalunya

21 - 23 Jun 2019 Circuit Paul Ricard

28 - 30 Jun 2019 Red Bull Ring

12 - 14 Jul 2019 Silverstone Circuit

2 - 4 Aug 2019 Hungaroring

30 Aug 2019 - 1 Sep 2019 Circuit de Spa-Francorchamps

6 - 8 Sep 2019 Autodromo Nazionale Monza

27 - 29 Sep 2019 Sochi Autodrom

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...