© Pure ETCR

SÅDAN! Mindst tre år mere med race i København

Trods corona-udfordringer bliver Copenhagen Historic Grand Prix gennemført 6.-8 august i år, og nu står det fast, at det ikke bliver sidste gang.

3. juni 2021 af Mikkel Thomsager
© CHGP

Med en ny tre-årig tilladelse får Copenhagen Historic Grand Prix mulighed for, i 2022 og årene frem, at afvikle én af blot fem World Cup-afdelinger for Pure ETCR, som er verdens første helelektriske multibrand touring bilserie, med de mest kraftfulde touringbiler nogensinde set. 

De bliver omdrejningspunktet for en hel weekend med ny og gammel motorsport, som CHGP har været det gennem snart 25 år.

Mandag d. 31. maj 2021 blev Copenhagen Historic Grand Prix’s ansøgning om afvikling af motorløb for historiske og elektriske racerbiler på Bellahøj Park i første weekend af august i årene 2022, 2023 og 2024 behandlet i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, som gav arrangementet en rammetilladelse.

© Pure ETCR

Mindre støj end en normal weekend

Teknik- og Miljøforvaltningen har i 2016 til 2019 foretaget støj- og forureningsmålinger, hvilket, ifølge CHGP, ikke har givet anledning til bemærkninger. 

De målte niveauer har vist sig mindre forurenende i løbsweekenden end på en almindelig weekend. I 2018 og 2019 implementerede CHGP desuden, efter dialog med forvaltningen, støjmåtter ved Hvidkildevej, hvilket angiveligt gav en målbar, positiv effekt.

CHGP angiver som sit fremmeste mål at koble bilismens kulturhistorie til nutiden – og til den fremtid, der ligger lige om hjørnet. Det sker gennem racerløb med nye og gamle biler, udstilling af historiske biler og samtidig at skabe fokus på fremtidens bilisme.

© CHGP

Kun som gadeløb i København

Fra og med i år bliver elbilerne i Pure ETCR-løbene omdrejningspunktet for løbsweekenderne.

Løbet i København bliver det eneste byløb i Pure ETCR-kalenderen, idet de øvrige løb afvikles på traditionelle racerbaner. I 2021 gælder det Spanien, Italien, Belgien og Sydkorea. 

Det, er ifølge CHGP, en enestående mulighed for løbet og for København, hvorfor Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark har tilbudt at bakke op om arrangementet.

”Som det første danske CO2-neutrale racerløb ønsker CHGP at sætte retningen, og inspirere til, miljøvenlige initiativer. Derfor lanceres, som noget nyt i 2021, et Green City-område på Bellahøj Park, hvor temaet er alle former for miljøvenlig mobilitet”, hedder det i en pressemeddelese fra organisationen.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...