© bilmagasinet.dk

Så er det nu: Sommerens store racerløb er klar

Jason Watt giver opvisning i Kleemans 338-km/t rekordbil, og der er rigtig racerløb i Ferrari Challenge-serien

4. august 2010 af Steen Bachmann


I weekenden går det løs i Fælledparken midt i København. Hundredvis af højtydende racerbiler slipper hestekræfterne løs i et hæsblæsende race ind ad Nørre Allé, gennem Fælledparken og tilbage ad Østre Allé, når Copenhagen Historic Grand Prix bliver afviklet for 10. gang.

Med en vejrudsigt, der lover behageligt dansk sommervejr og en deltagerliste med et usædvanlig stort antal stjernenavne, er der på forhånd dømt succes.

Varieret program
Tidsplanen ligger fast. Der bliver tale om et varieret program, som i sagens natur inkluderer de gamle historiske racerbiler, men også giver plads for moderne racerbiler og racersportsvogne - biler, der allerede nu har sikret sig en plads i motorsportshistorien.

De historiske klasser er inddelt i ”Racerbiler op til 1947” samt standard- og GT biler op til 1971 med hhv. små motorer på under 1300 ccm og store motorer over 1300 ccm. Desuden køres der med standard- og GT biler op til 1965 hhv. 1976.

Ferrari Challenge
Foruden de klassisk historiske klasser køres der løb i den såkaldte Ferrari Challenge, hvor 15 eksemplarer af de eksotiske italienske sportsvogne er tilmeldt. Alene fremvisningen af det store antal Ferrari’er er hele besøget i Fælledparken værd - men der bliver ikke kun kørt opvisningskørsel, lover deltagerne - hér handler det også om rigtig race.

Som i fjor er der skabt plads til fremtidshistorie i kraft af miljø-rigtige sportsvogne, el-drevne biler og hybridbiler og som noget nyt køres der desuden med publikum. I ”Race for Riget” kan publikum (til fordel for Rigshospitalets børne- og ungeafdeling) købe sig til en køretur på racerbanen i Fælledparken i ultra hurtige racersportsvogne fra Ferrari, Audi, Aston Martin, Mercedes-Benz og ikke mindst den dansk byggede Aquilla racer. Det er alle biler med 4-600 hestekræfter, en rå lyd og nok så væsentligt: Racerstjerner i førersædet.

Jasons verdensrekordbil
Jason Watt er blandt de kørere, der byder på køreture banen rundt. Men det bliver ikke, som først antaget i Jasons Ford GT, men derimod den 607-hestes Kleemann E55K Mercedes, som Jason Watt i 2002 satte verdensrekord med. Dengang nåede han en hastighed på 338 km/t og bilen blev dermed klassificeret som verdens hurtigste 4-personers personbil.

Stjernekørere på stribe
I Race for Riget kan man også køre med nogle af de stjerner, der også dyster i Royal Pro-Am klassen, hvor amatør-kørere deler bil med racerstjernerne. Listen over stjerner i København i år er alenlang: Tom Kristensen i spidsen og i uprioriteret rækkefølge: Allan McNish, Derek Bell, Andy Priaulx, Jan Lammers, Gijs van Lennep, Jackie Oliver, Casper Elgaard, Harold Primat, Tommy Brorsson, Michel Nykjær, Erik Høyer og mange flere - og mest kendt blandt ”amatør-kørerne”: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der fortsat er protektor for Copenhagen Historic Grand Prix.

© bilmagasinet.dk

Den åbne ryttergård giver publikum mulighed for at komme tæt på de mange stjernekørere og ikke mindst de hundredvis af historiske racerbiler. Der er et stort antal udstillere, der fremviser spændende produkter og der findes et Tivoli på baneområdet, hvor ikke mindst børn kan få en munter oplevelse. Udenfor hegnet, på ”Classic Car Park”, kan alle, der har lyst, få indblik i det kulturelle aspekt bag ”CHGP”: Hér er hundrede vis af klassiske biler parkeret og der er god mulighed for også at få en snak med bilernes ejere.

Fredag eftermiddag
I år vil racerbanen i Fælledparken efter planen være godkendt allerede fredag eftermiddag, i og med at myndighederne har givet tilladelse til at lukke Nørre Allé fredag morgen. Det giver løbsarrangørerne større mulighed for at sikre en præcis afvikling af programmet, der starter med tidtagning lørdag morgen klokken 08:30.

Fredag eftermiddag vil et antal af de spændende racerbiler være opstillet på Københavns Rådhusplads, så alle forbipasserende kan se dem og få en smagsprøve på hvad der kan opleves i Fælledparken henover weekenden.

Læs om tidsplan, udstillinger, underholdning for børn og entrépriser til Copenhagen Historic Grand Prix 2010.

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...