Toyota TS030 Hybrid
Toyota TS030 Hybrid© ACO

Racerbiler skal køre længere på literen

Fra 2014 skal bilerne på Le Mans køre 30 pct. længere på literen. Målet er ny teknologi til gavn for almindelige biler

24. juni 2012 af Steen Bachmann

Arrangørerne bag verdens største motorsportsbegivenhed har siden det første løb i 1923 sat en ære i, at Le Mans er stedet, hvor ny teknologi udvikles og testes under de hårdest mulige betingelser. Fra 2014 kommer der nye regler, der vil revolutionere racing.

I 2009 indledte man en længere proces mod mere miljøvenlige biler ved at begrænse de hurtigste bilers motorstørrelse og ydelse, og i år er udviklingen fortsat med hybridbilernes store gennembrud. De fungerer i princippet ved at man samler energi fra nedbremsninger op i en generator eller et batteri, og fyrer samme energi af igen på vej ud af svinget.

Fra 2014 tager udviklingen et stort skridt fremad med fem nye hovedprincipper:

1. 30 pct. lavere forbrug
Reglementets mange begrænsninger for motorstørrelse, antal cylindre, luftindtag og trykladning fjernes. Det tillader kreativ udvikling af forbrændingsmotorer. Til gengæld får bilerne en forbrugsmåler på brændstofindsprøjtningen, der kun tillader en begrænset mængde brændstof. Der skal køres på 20 pct. biobrændstof (mod 10 pct. i dag), og der må kun køres på benzin eller diesel, ikke andre typer fossil brændstof.

2. Hybridsystemer
Der tillades fortsat hybridsystemer, altså drivlinjer med mere end én motor. Hver bil må højst have to energikilder, og udviklingen sættes fri på betingelse af, at systemets effekt kan måles, og ikke går ud over den sportslige værdi for tilskuerne.

3. Kun lukkede biler
For at sænke vindmodstanden og dermed brændstofforbruget tillades kun lukkede biler i den store klasse. Minimumsvægten reduceres til 850 kg mod 900 kg i dag (830 kg for biler uden hybridsystemer), bilernes bredde sættes ned fra 200 til 190 mm, og kørerne skal sidde længere fremme og højere i bilen for at give bedre udsyn og dermed fremme sikkerheden.

4. Sikkerhed
Der skal udvikles nye letvægtsmaterialer, og bilen skal have en deformérbar crashzone bagtil.

5. Private teams beskyttes
De store bilfabrikker har enorme budgetter, som ingen private teams kan matche. De private teams har ikke råd til at udvikle avancerede hybridsystemer og nye materialer, så de får flere fordele, blandt andet fordi der kommer begrænsninger på antal byggede motorer og kørte testkilometre.

Nissan DeltaWing
Nissan DeltaWing© Caracingnews

Nissans futuristiske DeltaWing gjorde en fin figur i 24-timers løbet i Le Mans. Den ligner en Batmobil og har halvt så stor motor, halv vægt og halvt så megen vindmodstand og slid på dækkene som de nuværende racerbiler. Den udgik efter kollision med en barriere.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...