© bilmagasinet.dk

Nykjær klar til DTC 2009

Varmer Chevrolet'en op til første løb på Jyllandsringen

1. april 2009 af Steen Bachmann

Chevrolet Motorsport Danmark og Michel Nykjær vandt sidste år Europamesterskabet for Touring Cars, og derfor kører Michel videre i Chevrolet i DTC-sæsonen 2009.

"Europamesterskabsløbet på Salzburgring i efteråret, var kun en aftale om ét enkelt løb. Men da vi vandt løbet, og det viste sig, at teamet og jeg spillede utrolig godt sammen, så var det en naturlig sag, at vi begyndte at drøfte mulighederne for at køre sammen i DTC i 2009," siger Michel Nykjær.

"Tingene falder ikke så let på plads, når der bliver talt krise alle steder, men man skal aldrig give op. Nu er vi klar til sæsonpremieren, og alle besværlighederne her i vinterpausen har bare sat mig endnu mere op til at vinde titlen i år. Chevrolet'en er en bil, som passer mig, og jeg er helt sikker på, at jeg er med i den skarpe ende af feltet."

"Teamet og jeg har vundet et Europamesterskab sammen, og jeg er helt sikker på, at vi også vil kunne klare os godt i VM-serien. Chevrolet Motorsport Danmark har et tæt samarbejde med WTCC-teamet, og jeg håber meget på at kunne komme ud og køre et par WTCC-løb, som ikke kolliderer med de danske løb," siger han.

Fokus er nu rettet ind imod starten på DTC-sæsonen. Jyllandsringen lægger asfalt til det første løb søndag den 10. maj.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...