Ta' til Danmarks smukkeste motorløb i weekenden

På søndag er der fart på Vejle, når klassiske biler dyster om at komme hurtigst op af Munkebjerg-bakken. Det er gratis og er du til biler, får du garanteret en fantastisk oplevelse

6. august 2019 af Mathias Brandt

Det er gratis at være tilskuer, når landets smukkeste motorløb, Munkebjerg Hillclimb, køres på søndag (11. august 2019) fra Vejle Fjord op Munkebjerg-bakke til målet ved Munkebjerg Hotel.

Der vil være klassiske biler fra 1933 frem til 1990, som alle dyster mod stopuret, så der burde være noget for en hver smag. 

Den historiske rallykører Heino Mejer fra Horsens har i sin lynende hurtige Volvo 242 Turbo fra 1983 vundet løbet to gange, og han er favorit til at tage sejren for tredje gang.

Er man mere til klassiske køretøjer fra 1950'erne og frem, kan man nyde biler af alle typer fra Fiat 600 Abarth over Austin Healey Sprite og Lotus Seven S1 til Mercedes 230SL. Udenfor løbet vises en kortege af Porsche'r fra fabrikkens første 25 år med modeller som 356, 911, 914 med flere.

Tag til sprintløb om lørdagen

Alle deltagende biler kører op ad bjerget fem gange, to gange træning og tre gange i løbet. De ældste omkring 85 år gamle biler kører turen på 1 minut og 40 sekunder, de nyeste fra slutningen af 1980'erne næsten dobbelt så hurtigt.

Om lørdagen tester mange deltagere deres biler ved et sprintløb fra Bugattivej i Vejle fra kl. 12-17, hvor tilskuere kan komme ind.

Og søndag kan man se race i Danmarks smukkeste motorløb ved Vejle Fjord hele dagen fra kl. 9-17

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.