© bilmagasinet.dk

MINI, Morgan og Abarth til fest

Copenhagen Historic Grand Prix 2009 markerer fire runde fødselsdage

5. februar 2009 af Steen Bachmann

Første weekend af august køres niende udgave af det efterhånden kæmpestore klassiske grandprix i Fælledparken midt i København. Morgan Motors fylder 100 år, Abarth bliver 60 og MINI 50 år, og herudover fylder FDM 100 år.

Morgan, MINI og Abarth vil være repræsenteret i flere af de klasser, der skal køres løb i. Desuden vil de tre mærkeklubbers medlemmer stille med biler og udstillingstelte, hvor mærkernes historie og største sejre vil blive præsenteret for publikum. Og så vil FDM fortælle om udviklingen fra dengang bilerne ikke måtte køre på bivejene frem til i dag.

"I år er København vært for det globale klimatopmøde, og vi er derfor stolte af sammen med C02 E-Race at kunne præsentere et bredt udvalg af fremtidens hybridbiler på banen. Her vil nogle af landets og verdens kendteste racerkørere vise, hvad moderne, bæredygtige sportsvogne kan præstere," fortæller Jakob Vigelsø fra arrangørgruppen.

Man vil kunne opleve det bizarre syn af en eldreven Tesla Roadster, der går fra 0-100 på under 4,0 sek. uden en lyd. Den lyder som et stort cd-drev, der passerer med en fart som en kanonkugle.

Det bliver de historiske racerbiler og sportsvogne, der vil præge de to spændende dage i Fælledparken. Tommy Kjehr fra Historisk Motor Sport har ansvaret for det sportslige program. Han er især glad for, at førkrigsklassen i 2009 igen bliver en af CHGPs store klasser.

"Vi har allerede mere end 10 tilmeldinger fra udenlandske kørere, der vil til København i august for at dyste med deres Bentleys, store MGer, Bugattier og Lagondaer. Det tegner til at blive et meget smukt og varieret felt fra motorsportens unge år."

CHGP 2009 vil blive kørt i alle de historiske klasser, inklusive det traditionelle Royal ProAm. Amatører og semi-professionelle deler biler med stjerner som Tom Kristensen, Jan Magnussen, Kurt Thiim og Thorkild Thyrring.

Ligesom i de foregående år vil CHGP også i år præsentere moderne racersport, bl.a. med biler fra DTC-serien. DTC-bilerne skal køre en tidtagning på 30 minutter om lørdagen og en såkaldt Super Pole om søndagen, hvor de hurtigste biler to ad gangen og med en 1/2 omgangs afstand skal køre én flyvende omgang for at sætte en super pole tid.

CHGP køres 1.-2. august 2009. Forsalg af billetter og info hos Copenhagen Historic Grand Prix.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...